Ny vækstplan gavner landdistrikter

På mandag kommer regeringen med en vækstplan med over 100 initiativer, der skal gavne landdistrikterne. Det sker efter flere års svigt, siger erhvervsminister Troels Lund Poulsen (V).

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) glæder sig utvivlsomt til mandag, hvor han på regeringens vegne fremlægger en vækstplan til gavn for landdistrikterne. De langt over 100 initiativer vil ifølge regeringen øge velstanden med 2,5 milliarder kroner de kommende år.

Bredbånd til de områder, hvor det i dag ikke kan betale sig for udbyderne, nemmere betingelser for at få et boliglån og færre krav til landbrug- og fødevareproducenter er blandt tiltagene.

Mærkbar jobeffekt

Men hvad med jobeffekten? Hvor stor bliver den? Troels Lund Poulsen vil ikke røbe det før fremlæggelsen, da Ritzau møder ham til Venstres landsmøde i Herning. Ministeren vil dog gerne sige, at jobeffekten vil være "mærkbar". Og det er nødvendigt, for politikerne har svigtet landdistrikterne i mange år, siger han.

- Vi kan forvente, at vi nu for første gang i 10-15 år tager et rigtigt skridt i forhold til en mere fokuseret regional udvikling, hvor vi anerkender, at vi bliver nødt til at gøre noget mere for vores landdistrikter.

- Op gennem 00'erne må også vi påtage os det ansvar, at vi heller ikke gjorde det nemmere at bo i landdistrikterne.

- Nu anerkender vi, at der er brug for et kursskifte. Vi gjorde ting, som ikke var gode nok, siger Troels Lund Poulsen.

De har lyttet

Formanden for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard (V), ser frem til tiltagene fra regeringen.

- Hvis alle de forskellige politiske initiativer bliver realiseret, er vi sikre på, at det vil være med til at skabe en bedre balance i Danmark, siger han i en skriftlig kommentar til Ritzau.

- Uden at vi kender til det konkrete indhold af planen endnu, så tyder det på, at regeringen har lyttet til os. De nævnte fokusområder passer som fod i hose med den fempunktsplan, som vi fremlagde, siger Steffen Damsgaard.

De fem punkter omhandler "sundhed og tryghed", "fysisk bosætning", "infrastruktur", "uddannelse" og "erhverv og beskæftigelse". Troels Lund Poulsen håber på at lande en aftale i begyndelsen af det nye år, og at lovgivningen er på plads i 2016.

/ritzau/


Nyhedsoverblik