Ny lukkelov lukker butikker i Udkantsdanmark

Butikkerne i udkantsområderne lukker på stribe, efter lukkeloven droppede næsten alle regler om åbningstider. Dermed virker loven stik mod hensigten.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Søndag er blevet danskernes store indkøbsdag. Det er realiteten allerede et år efter, at den nye lukkelov trådte i kraft og blandt andet gjorde det muligt for alle butikker som hovedregel at kunne holde åbent hele døgnet alle årets dage, skriver Kristeligt Dagblad.

Det er især dagligvarebutikkerne, der mærker en forandring - både positivt og negativt. For de mindre butikker, der før 1. oktober 2012 havde eneret på at holde åbent efter klokken 17.30, har lukkeloven været den katastrofe, mange forventede. 96 butikker er allerede nu lukket i år. Til sammenligning lukkede i gennemsnit 69 dagligvarebutikker årligt i perioden 2009 til 2012.

Alene for Dagli'Brugsen og LokalBrugsen vil der de kommende år være 300 butikker for meget i forhold til den forventede omsætning, vurderer kædedirektør Jesper K. Andersen i dagbladet Politiken.

Vi holder igen på pengene

For selvom vi nu kan bruge penge døgnet rundt, bruger vi ikke flere penge. Omsætningen er blot flyttet til store butikskæder som Bilka, Føtex, Netto og Rema1000. Her køber vi i stigende grad stort ind, gerne hele familien og gerne om søndagen for at undgå stress sidst på dagen i hverdagene, lyder meldingen fra supermarkedskæderne. Den udvikling er paradoksalt nok dyr for butikkerne, for det koster mindst 50 procent ekstra at holde søndagsåbent i forhold til i hverdagene, fordi lønningerne er højere. Og det presser blot supermarkedskæderne til at blive endnu større.

Dermed har lukkeloven betydet, at Udkantsdanmark har fået længere til indkøbsmulighederne og har mistet flere lokale arbejdspladser samtidig med, at loven er med til at presse supermarkedskæderne til at blive endnu større. Begge dele er ellers stik imod politikernes hensigtserklæringer, siger Jørgen Møller, lektor på Aalborg Universitet:

- Det er jo gået, som mange af os forudsagde. Faktisk er jeg overrasket over, hvor hårdt ramt de små købmænd, de lokale supermarkeder og tankstationerne er blevet, så politikerne har virkelig et troværdighedsproblem.

Kunderne vil have mere

Han forudser, at konkurrencen kun vil blive endnu hårdere de kommende år. Og at der derfor vil komme voldsomt pres på Planloven, der indtil videre gør det ulovligt at bygge de enorme hypermarkeder, som man kender fra blandt andet USA.

- Jeg tror, vi meget snart begynder at diskutere, om vi vil have hypermarkederne til Danmark. Det vil sænke prisen på varerne, men også sætte pres på lønningerne, fordi man så skal hente overskuddet et andet sted fra. Jeg tror, de også kommer til Danmark, for det var forbrugerne, der fik ændret lukkeloven, og det bliver også deres behov, der dikterer den videre udvikling, siger Jørgen Møller.

En helt ny meningsmåling, som Megafon har lavet for Politiken, viser, at 34 procent af danskerne i dag "oftest" eller "altid" køber ind på hverdagsaftener, lørdag eftermiddag eller om søndagen.

To ud af tre danskere er glade for den nuværende lukkelov.


Nyhedsoverblik