Nu stiger priserne på bus og tog

19. januar bliver priserne på kollektiv transport reguleret, og på Vestsjælland betyder det en stigning på 1,3 procent.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Den årlige regulering af taksterne i den kollektive trafik træder i kraft 19. januar 2014. Priserne stiger gennemsnitligt i Vestsjælland med 1,3 procent, mens rabatten uden for myldretiden på rejsekort fortsætter. Det skriver Movia i en pressemeddelelse.

På Vestsjælland fastholdes prisen for kontantbilletter og rejsekort, mens periodekort pålægges en prisstigning. Prisen for periodekort til voksne stiger med mellem 5 og 30 kroner, mens periodekort til børn stiger med mellem 0 og 15 kroner, og rabat uden for myldretiden på rejsekort fortsætter.

Billigere med rejsekort

Uden for myldretiden er rabatten på 20 procent på lokale rejser med rejsekort mellem klokken 11-13 og 18-07 samt hele weekenden, og også den fortsætter i 2014.

- Det betyder, at en 2 zoners rejse uden for myldretiden fortsat koster 10,60 kroner med rejsekort, mens normalprisen på rejsekort er 13,25 kroner og en kontantbillet koster 24 kroner. Der er med andre ord penge at spare ved at bruge rejsekort og ved at planlægge sin rejse uden for myldretiden, hvor der er mindst pres på i bus, tog og metro, siger Søren Englund, centerchef i Movia.

Mindre stigning sydpå

På Sydsjælland, Møn, Falster og Lolland bliver prisstigningen på 0,4 procent. Også her fastholdes prisen på kontantbilletter, mængderabatten på samtlige rejsekort rabattrin fastholdes, mens rejsekort normalprisen stiger for 2, 3, 4, 5, 6 og 7 zoner med enten 25 øre eller 50 øre.

Rabatten uden for myldretiden er den samme som på Vestsjælland, og den fastholdes også i 2014. Det betyder, at en 2 zoners rejse uden for myldretiden koster 14 kroner med rejsekort, mens normalprisen på rejsekort er 17,50 kroner, og en kontantbillet koster 24 kroner.


Nyhedsoverblik