Nonbo: Udlandsdanskere er hyklere

- Hvis I mener noget med DK og føler noget for landet, så kan I komme hjem fra skattely og bidrage. Sådan skrev Karsten Nonbo (V) som svar på nogle udlandsdanskeres ønske om stemmeret. Danskere, der slår sig ned i udlandet, må finde sig i at blive set på som landsforrædere, der søger skattely. Hvad mener du?

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Hvis I mener noget med DK og føler noget for landet, så kan I komme hjem fra skattely og bidrage til landet. DK skal ikke regeres fra udlandet - så ingen stemmeret til udlandsdanskere. Hyklere! Så kontant var meldingen fra Venstres medlem af Folketingets indfødsretsudvalg, Karsten Nonbo der er valgt i Region Sjælland i en e-mail til danske statsborgere i udlandet i november sidste år.

E-mailen kom som svar på udlandsdanskeres ønske om at få stemmeret til danske folketingsvalg, og Karsten Nonbos ord er udtryk for en stemning, som ifølge danskerne i udlandet hersker i Danmark, mener antropolog Karsten Pærregaard. Det skriver metroXpress.

- Ligesom man ser på indvandrere som suspekte, finder man det også underligt, at danskere tager ud. De bliver betragtet som en form for landsforrædere, som bare vil have skattely, siger Karsten Pærregaard, der har forsket i global migration, til metroXpress.

Der er grænser for globaliseringen
Han mener, at når politikerne taler om globalisering, så bunder det i en præmis, at danskere, der tager ud, også skal komme hjem igen:

- Det er meget påfaldende, at vi får at vide, at vi skal være internationale. Vi må bare ikke blive for globaliserede. Vi skal tage det bedste fra udlandet og så komme hjem igen i rette tid.

Generalsekretær i foreningen Danes World Wide Jens Witthøfft Nielsen har kontakt med over 6.500 udlandsdanskere. Han oplever også en dansk modvilje mod landsmænd i udlandet.

Porten er lukket
- Holdningen blandt danskerne er: 'I kunne bare blive hjemme'. Når man er kommet uden for landets grænser, bliver porten lukket i. Kan man ikke forstå, at man lever i verdens bedste land, så er man selv ude om det, fortæller han til metroXpress.

Og den holdning er svær at forstå for danskerne rundt om i verden.

- Når jeg taler med vores medlemmer, kan de ikke forstå, at den danske stat ikke sætter pris på eller har respekt for den indsats, de gør. De føler sig danske, og de er jo ambassadører, der taler godt om Danmark i udlandet, siger Jens Witthøfft Nielsen til metroXpress.

Hvad mener du?
Ser du også skævt til udlandsdanskere? Gør de en indsats i udlandet? Skal de have stemmeret? Kom med en kommentar herunder:


Nyhedsoverblik