Naturfredningsforening om regeringsudspil: Det ligner et hævntogt

Det kommer bag på Danmarks Naturfredningsforening, at regeringen vil skære så drastisk på klima- og miljø. Planerne risikerer blandt andet at gå ud over Store Åmose i Store Fuglede.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Regeringens bebudede besparelser på klima- og miljøområdet er både kortsigtede og uansvarlige.

Og så er det overraskende, at de er så omfattende, siger Ella Maria Bisschop-Larsen, præsident i Danmarks Naturfredningsforening (DN).

- Det er svært at forstå, at de har så travlt, siger hun til Ritzau.

For selv om regeringen i sit regeringsgrundlag varslede 'grøn realisme', så kommer det bag på naturfredningsforeningen, at der i løbet af de kommende fire år skal spares 340 millioner kroner.

- De går til værks med en ihærdighed, som jeg ikke havde ventet.

- Det ligner nærmest et hævntogt i stil med det, som vi så i 2001, hvor Anders Fogh regeringen ville gøre op med det, man kaldte Svend Aukens imperium. Det er den samme brutalitet, som vi ser nu, siger Ella Maria Bisschop-Larsen.

Risikerer at ramme Store Åmose

Spareplanerne risikerer blandt andet at ramme det storstilede og meget roste naturgenopretningsprojekt for Store Åmose i Vestsjælland.

- Området har store arkæologiske værdier, som er ved at forvitre, og alene af den grund bør det genoprettes. Endelig var der blevet fundet penge til det, og mange frivillige har brugt kræfter på det.

- Besparelserne er en kold spand vand i hovedet på alle de mennesker, der bruger deres fritid på projektet, siger Ella Maria Bisschop-Larsen.

Hun siger desuden, at hun så sent som mandag mødtes med miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V), hvor de talte om Naturplan Danmark, som med 92,3 millioner kroner blandt andet skulle sikre truede arter og statslig skovrejsning.

- Nu kan vi så se, at alle pengene er på vej til at forsvinde. Det ville have været ærlig snak, hvis hun havde sagt, at hun ikke satsede på Naturplan Danmark. Jeg føler mig lidt til grin, siger Ella Maria Bisschop-Larsen.

Mindre ambitiøs målsætning

Hvis regeringens udspil står til troende, er det helt klart en mindre ambitiøs målsætning for CO2-udslip, lyder det fra forskningsleder Jens Hesselbjerg Christensen fra Danmarks Meteorologiske Institut.

- Danmark er jo ikke ene på det her felt, og udspillet skal ses i det store billede. Vi kunne tredoble vores udslip eller bremse det helt - det spiller ingen rolle, siger han.

- Men det giver nogle udfordringer i forhold til det internationale perspektiv, da det allerede er svært at nå målsætningen om, at jordens gennemsnitstemperatur ikke må stige mere end to grader, siger han.

/ritzau/


Nyhedsoverblik