National skybrudsplan skal hjælpe udsatte boligejere

Der er brug for en handlingsplan, for der kommer mere regn og flere skybrud, viser rapport fra DMI.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det er 'samfundsøkonomisk tosset' at fastholde fortroligheden omkring en ny og omfattende kortlægning af de ejendomme, der er mest udsatte for skybrud og oversvømmelser i Danmark.

Det er budskabet fra professor i klimaøkonomi på DTU, Kirsten Halsnæs, i Politiken fredag.

Samtidig siger hun, at der er brug for en national handlingsplan på området - netop set i lyset af de mange skybrud og mere regn, som danskerne stilles i udsigt i en ny rapport fra Danmarks Meteorologiske Institut - DMI.

Går ud over de samme

Konklusionen i den nye kortlægning, hvor alle skybrudsskader fra 2006 til 2012 er undersøgt, er, at det er de samme ejendomme, der bliver skadet igen og igen, når Danmark bliver ramt af skybrud.

Undersøgelsen gør det muligt for kommunerne at vurdere risikoen for nye skader på hver enkelt ejendom og matrikel.

Men de nye data er dybt fortrolige og kan ikke udleveres hverken til forbrugere, boligejere, ejendomsmæglere eller boligadvokater - selv om de kan have stor betydning for huspriserne, skriver Politiken.

Hjælp er nødvendig

Også forsikringsbranchen støtter tanken om en national indsats og handlingsplan rettet mod de mest udsatte boligområder og boligejere.

- Vi mener, at man er nødt til at give en særlig hjælp til de boligejere, der er i knibe, og som risikerer at få opsagt deres forsikringer, fordi der er så mange skader eller potentielle skader, siger Torben Weiss Game.

Han er underdirektør i Forsikring & Pension og medlem af det statslige Stormråd, der også tæller repræsentanter fra flere ministerier og kommunerne. Netop Stormrådet vil være et velegnet forum for en statslig indsats i forhold til de mange skybrudsskader, mener Torben Weiss Garne.

/ritzau/


Nyhedsoverblik