Myndigheder: Skove bliver livsfarlige torsdag

Lad være med at gå en tur i skoven, når stormen Bodil rammer os torsdag. Naturstyrelsen advarer om livsfare ved at færdes i skovene under stormen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Grene kan falde ned, og hele træer kan vælte under den storm, som ventes at ramme Danmark torsdag. Derfor kan en tur i skoven blive livsfarlig, advarer Naturstyrelsen.

- Det er livsfarligt at gå mellem store gamle træer, når det blæser så kraftigt. Og det er faktisk endnu farligere lige nu, fordi mange træer formentlig stadig står lidt løst efter stormen, der ramte landet i oktober, siger kontorchef Mads Jensen.

Gamle eller syge træer og møre grene vil ramle ned over stierne og skovbunden i hele landet, vurderer han.

Skovarbejdere sendes væk

Også Naturstyrelsens egne skovarbejdere får besked om at holde sig væk fra skoven.

- Vi har hundredvis af ansatte, der dagligt arbejder i skoven med at skove træ og sørge for at passe på naturen. Det må de holde en pause med, mens stormen blæser gennem landet, siger Mads Jensen i en pressemeddelelse.

Omkring middag torsdag rammer stormen Bodil den jyske vestkyst, og i løbet af eftermiddagen og aftenen bevæger den sig østpå og når Fyn og Sjælland.

Vindstødene kan nå op til 140 kilometer i timen. Orkanskalaen begynder ved vindstød på 120 kilometer i timen.

2 blev dræbt

Stormen i oktober kostede to liv og flere hundrede blev kvæstede. Falck rykkede ud til 164 opgaver på landsplan.

Typiske opgaver drejede sig om væltede træer. Flere steder var der også skader på tage, og i flere byer styrtede stilladser sammen.

Også i dagene efter denne storm er skoven farlig, advarer Naturstyrelsen. Splintrede og brækkede grene kan nemlig rive sig løs fra trækronerne og falde ned.

/ritzau/


Nyhedsoverblik