Muligt flertal udenom regeringen: Ekstra milliarder til svage kommuner

Flere partier er positive overfor S-forslaget om at sende ekstra to milliarder kroner til kommuner, der fik for lidt i udligningstilskud.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Der skal kompenseres for den store regnefejl i den kommunale udligningsordning. 

Det mener Socialdemokratiet, der vil gå til bords i finanslovsforhandlingerne med forslaget om, at der skal sendes to milliarder kroner ekstra afsted til de kommuner, der ikke fik nok i udligningstilskud. 

Men det ser ud til, at Socialdemokratiet ikke er ene om den holdning. For der tegner sig et muligt flertal udenom regeringen for det forslag, som blandt andre også Dansk Folkeparti er positivt stemt overfor. 

- Set i lyset af, at man giver de andre kommuner penge, ja så mener jeg også, at man bør kigge den anden vej, siger Susanne Eilersen (DF), kommunalordfører og medlem af folketingets Udvalg for Landdistrikter og Øer. 

Giver god mening

Susanne Eilersen hentyder til det faktum, at der i regeringens økonomiaftale med Kommunernes Landsforening også indgik aftaler om kompensation til de kommuner, der har fået for meget i tilskud.

- Når man i kommuneaftalerne har fundet penge til at give til dem, der fejlagtigt har fået pengene, så synes jeg, det giver god mening, at man så også finder en pose penge til de kommuner, som skulle have haft pengene, siger Susanne Eilersen (DF).

Konkret foreslår Socialdemokratiet, at der tilføres to milliarder kroner til kompensation. Det vil betyde, at kommunerne i vores område får tilført sammenlagt 737 millioner kroner.

Artiklen fortsætter under faktaboksen.

SAGEN KORT:

Susanne Eilersen er forsigtig med at sige, at Dansk Folkeparti direkte bakker op om forslaget. 

 - Vi vil gå i dialog med Socialdemokratiet om, hvordan de havde tænkt sig, det skulle være og selvfølgelig også høre regeringen, hvad det angår. Og så fører det måske til en dialog, der kan føres ind i finanslovsforhandlingerne, siger hun. 

Skal ny ordning til

Hun mener helt grundlæggende, at posen skal rystes, og at der skal laves en ny udligningsordning.

- Det her viser med al tydelighed, at den reform, vi har i dag, den er forældet, og den er alt for indviklet, og derfor opfordrer jeg endnu engang ministeren til at udarbejde et helt nyt analysearbejde, hvor man kan starte helt forfra og lave en helt ny udligningsreform, der passer til den samfundsstruktur, vi har i dag, siger hun.

Udover Dansk Folkeparti er også Alternativet og Enhedslisten positive overfor Socialdemokratiets forslag.