Mød Thomas Kluge - en kunstner på trods

Billedkunstner Thomas Kluge blev afvist af Kunstakademiet tre gange. I dag maler han blandt mange andre kongefamilien.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Den kendte billedkunstner Thomas Kluge søgte ind på Det Kongelige Danske Kunstakademi tre gange og blev til sin egen store overraskelse afvist alle tre gange.

Det slog ham dog ikke ud. Han fortsatte med at male og malede sig med tiden direkte ind i det gode selskab. I dag har han indtil flere portrætter af Dronning Margrethe, Kongefamilien og andre af landets spidser på samvittigheden.

I aften kan du møde Thomas Kluge på TV ØST klokken 19.50 i vores nye kulturprogram Udtryk.

Hvad billedet gemmer

Et af Thomas Kluges mest berømte malerier er portrættet fra 2013 af den danske kongefamilie. Et portræt, der delte vandene både her til lands og i udlandet, da det blev offentliggjort: nogle var begejstrede, mens andre fandt det uhyggeligt.

Portræt af Kongefamilien 2013 - et af Thomas Kluges mest berømte malerier.
Portræt af Kongefamilien 2013 - et af Thomas Kluges mest berømte malerier.

Thomas Kluges malestil er næsten fotografisk, men der gemmer sig altid lidt mere i billederne end ved første øjekast, således også i portrættet fra 2013. Her skal man blandt andet lægge mærke til blikretningen hos de portrætterede. Det er nemlig kun tronfølgen, der kigger direkte på beskueren, altså Dronning Margrethe, Kronprins Frederik og allerforrest Prins Christian.

På billedet kan man også se, at Thomas Kluge har malet sig selv og sin hustru, provst Anna Kluge, ind i baggrunden på billedet. Det skyldes, at da Kluge begyndte på portrættet var Prinsesse Athena endnu ikke født og dermed ville der være 13 personer på billedet. Og det går jo ikke. Prinsesse Athena nåede dog at blive født inden billedet var færdigt, men Kluge og hans hustru blev alligevel stående i baggrunden.

Ruinerne i baggrunden af billedet er heller ikke tilfældige. De er malet, fordi Thomas Kluge er inspireret af et portræt af Christian den 9. og hans familie fra 1886. På billedet ses et maleri på væggen med de samme ruiner som på Kluges billede.

Du kan se hele programmet om Thomas Kluge her.

Laurits Tuxens portræt af Christian d. 9. og hans familie.
Laurits Tuxens portræt af Christian d. 9. og hans familie.

 


Nyhedsoverblik