Misbrug af børnene i skolekamp

Forældre skal tænke sig rigtig godt om, før de kaster deres børn ud i at demonstrere, skrive læserbreve og aktionere på anden vis for deres skole.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det er børnenes arbejdsplads, det handler om. Derfor er det ok at involvere sine børn i diskussionen af en eventuel lukning af den lokale folkeskole. Men det skal ske på børnenes præmisser. Forældrene skal tænke sig rigtig godt om, før de kaster deres børn ud i at demonstrere, skrive læserbreve og aktionere på anden vis.

Det mener både Børnerådets formand Lisbeth Zornig Andersen og cand. psych. Per Schultz Jørgensen, en af Danmarks førende børne- og familieforskere, skriver Sjællandske.

Børn er involveret ide fleste beslutninger om deres liv i vores åbne samfund. De vil gerne handle og er bevidste om mange ting. Men der er en nedre grænse for at kunne agere politisk og den går generelt ved børn i 0., 1. og 2. klasse, siger Per Schultz Jørgensen til Sjællandske.

Børn i denne aldersgruppe har ofte svært ved at formulere egne holdninger og kan sagtens blive manipuleret og indoktrineret af forældrenes ofte indædte og forbitrede kamp for den lokale skole. Og det kan have skadelige konsekvenser for børnene, mener Per Schultz Jørgensen.

Han bakkes op af Børnerådets formand Lisbet Zornig Andersen.

- Børn skal have lov at have holdninger, men det er usmageligt, hvis forældre bruger dem som politiske redskaber. Jeg bryder mig ikke om stilen, når børn går i demonstration med tomme kasser til brudte valgløfter. Det er et budskab, som de tydeligvis ikke selv har formuleret, siger Lisbeth Zornig Andersen med direkte adresse til weekendens demonstration gennem Næstveds gader.

Her deltog flere hundrede børn og forældre fra Hyllinge Skole, Karrebæk Skole, Margretheskolen og Lindebjergskolen. Og der er anmeldt endnu en stor demonstration på lørdag, inden byrådet skal tage den endelige beslutning om skoleplanen på mandag.

/ritzau/ 


Nyhedsoverblik