Minister vil sikre sommerhusejere mod udlejer-hajer

En minister vil stikke en pind i hjulet på ejere af sommerhusgrunde, der kraftigt forhøjer lejen, når der er bygget hus på grunden.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Sommerhusejere skal have større tryghed.

Det mener boligminister Carsten Hansen, der har fremsat et lovforslag, der skal sikre de 9.000 sommerhusejere, der ikke selv ejer den grund, som deres sommerhus er bygget på.

Nogle udlejere af grundene har nemlig indført en praksis, hvor de gennemfører en voldsom forhøjelse af lejen, når lejekontrakten udløber.

Vil give lejere mere rimelige vilkår

- Vi har i flere tilfælde set, at ejeren af en udlejet sommerhusgrund har forlangt meget store lejeforhøjelser ved genforhandling af lejeaftalen. Og her kan man ikke undgå at få den tanke, at grundejeren spekulerer i, at lejeren ikke bare kan tage sit sommerhus med sig og flytte det hen på en billigere grund siger Carsten Hansen i en pressemeddelelse.

For at ændre dette og for at give sommerhusejere rimelige vilkår, vil ministeren sikre, at lejen for grunden ikke væsentligt overstiger markedslejen.

- Der er behov for at skabe balance på dette område. Det er ikke rimeligt, at lejere af sommerhusgrunde bliver afkrævet højere leje end markedsværdien. Jeg har derfor fremsat et forslag i Folketinget om regler på dette område, som sikrer, at lejen ikke overstiger en rimelig markedsleje, siger Carsten Hansen.

 


Nyhedsoverblik