Mindre kriminalitet i regionen

Kriminaliteten i regionen er blevet mindre når det gælder vold, røverier og indbrud. Der er til gengæld sket en stigning i antallet af seksuelle overgreb mod børn, skriver P4 Sjælland.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Antallet af anmeldelser om vold, røverier og indbrud er faldet mens der til gengæld er anmeldt flere seksuelle overgreb mod børn. Det er i store træk den nuværende situation i Region Sjællands to politikredse, skriver P4 Sjælland. 

I andet kvartal i 2010 modtog Midt- og Vestsjællands Politi og Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi 15.311 anmeldelser om store og små overtrædelser af straffeloven. I forhold til samme periode sidste år er det en nedgang på 6,4 procent. Det er betydeligt under landsgennemsnittet og kun borgerne i Region Nordjylland har oplevet et større fald. Det viser de nyeste tal fra Danmarks Statistik, i følge P4 Sjælland.

- Vi tror jo på, at en del af forklaringen på det store fald i Kalundborg er den særlige indsats mod indbrud, som vi satte i gang tidligere på året, siger Politiinspektør Henrik Mikkelsen fra Midt- og Vestsjællands Politi til P4 Sjælland.