Mildere temperaturer men ustadigt vejr venter i weekenden

Weekendens vejr bliver en blandet pose bolsjer med vind, byger, enkelte solstrejf og milde temperaturer.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Mens det ustadige vejr vil fortsætte, så kan danskerne i det meste af landet se frem til en weekend, hvor temperaturerne får et lille løft.

Det fortæller vagtchef ved Danmarks Meteorologiske Institut Dan Nilsvall.

- Der er lige et hidsigt lavtryk, der skal passere landet og som kan give vindstød af stormstyrke på Vestkysten, men derefter begynder vinden at aftage, fortæller vagtchefen.

Skyet vejr med byger 

Fredagen vil derefter byde på mere skyet vejr med byger i det meste af landet, men solen vil også kigge frem en gang i mellem.

- Temperaturerne kommer til at ligge et sted mellem seks og otte grader, siger Dan Nilsvall.

De milde temperaturer fortsætter også hen over natten til lørdag, hvor det kun er i det sydlige Jylland og dele af Sjælland, man nærmer sig frysepunktet.

Og efter en ustadig fredag vil vejret stabiliseres i løbet af lørdagen. Især i de østlige egne, hvor folk på Bornholm og i hovedstadsområdet kan nyde solens stråler.

Solen skinner på det østlige Danmark

- Lørdagen begynder med byger flere steder i landet, men i løbet af dagen stabiliseres det, og i den østlige del er der mulighed for lidt eller nogen sol, siger Dan Nilsvall.

Efter en lørdag, hvor især den østlige del af landet vil få solen at se, så vil de fleste danskere igen få brug for gummistøvlerne, når de bevæger sig uden for i løbet af søndagen.

- Det vil starte med tørt vejr med lidt eller nogen sol, men i løbet af søndagen vil et nyt regnvejrssystem brede sig til det meste af landet, siger vagtchefen.

Også i løbet af søndag vil temperaturerne holde sig mellem fem og ti graders varme.


Nyhedsoverblik