Mere end 100 forslag skal løfte landdistrikterne

Mandag middag offentliggjorde regeringen en omfattende plan for, hvordan den negative udvikling i landområderne kan vendes.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Regeringen sætter nu mere handling bag løfterne om at ville styrke det Danmark, der ligger uden for de større byer.

Under overskriften "Vækst og udvikling i hele Danmark" præsenterede erhvervs- og vækstminister Troels Lund-Poulsen (V) og miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) over 100 forslag til øget vækst i landområderne.

En del af initiativerne er allerede beskrevet i den finanslovaftale, der blev indgået for nylig, og den tidligere udmeldte udflytning af statslige arbejdspladser indgår også i planen. Men der var også nye tiltag på pressemødet, der meget passende blev afholdt i Nørre Snede mellem Herning og Vejle.

Dobbelt så store butikker

Regeringen vil blandt andet tillade dobbelt så store butikker som nu, hvor planloven sætter en grænse på 1000 kvadratmeter.

Derudover skal små- og mellemstore virksomheder kunne få hjælp i form af mere adgang til vækstkapital og kvalificeret arbejdskraft. Landbruget får desuden en hånd i form af færre restriktioner og nemmere finansiering, ligesom dambrugserhvervet styrkes.

Endelig er der også fundet penge til at øge tilskuddene til færgeforbindelser til småøerne med 85 kroner årligt på sigt.

Skal knække tendens

Tilsammen skulle de mange initiativer gerne knække tendensen, hvor det er de større byer, der tegner den økonomiske vækst i Danmark.

- Vi skal have nogle andre vækstrater i vores landdistriktskommuner og sørge for at stoppe befolkningsafvandringen, sagde erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen på pressemødet.

Ifølge regeringens beregninger skaffer vækstplanen et varigt BNP-løft på 2,5 milliarder kroner årligt.

/ritzau/


Nyhedsoverblik