Menighedsrådsvalg: Her skal der stemmes

I mange sogne har det været svært at skaffe nok kandidater, men I otte af vores områdes sogne vil der i dag være kampvalg til menighedsråds-posterne.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I de fleste sogne er de nye menighedsråd allerede på plads. De blev dannet i september på opstillingsmøder i sognene.

Men i otte sogne i vores område vil sognebørnene i dag gå til stemmeurnerne og på den måde vælge sammensætningen af deres nye råd. 

Et af de sogne, der i dag skal afsætte krydser er i Stege. Og det er ikke noget sædvanligt syn i sognet.

- Jeg har været med i fire år, men jeg har aldrig før oplevet et kampvalg, siger Anne Marie Knudsen, der er formand for valgbestyrelsen. Hun har tidligere været medlem af menighedsrådet, men stiller i år ikke op.

quote Jeg har været med i fire år, men jeg har aldrig før oplevet et kampvalg

Anne Marie Knudsen, formand for valgbestyrelsen

Ifølge Landsforeningen af Menighedsråd kan der være mange årsager til, at nogle sogne vælger at gå til valg i stedet for at danne rådene på opstillingsmødet forinden. Nogle steder er det blot en tradition, mens der andre steder mere direkte er lagt op til kampvalg.

Uenigheder bag kampvalg

I Stege Sogn er to lister opstillet til menighedsrådvalget.

- Der er nogle fra det gamle menighedsråd på den ene liste og nogle på den anden, og så er der en masse nye, der har meldt sig, siger Anne Marie Knudsen

Og i Stege er der tale om et ægte kampvalg.

- Det hele bunder i noget uenighed i det gamle menighedsråd, som jeg ser det. Og det har noget med holdninger at gøre. Ikke så meget ideologiske, men mere personlige forskelle, mener Anne Marie Knudsen.

Samme historie lyder fra Undløse Sogn, hvor de også skal sammensætte et menighedsråd ud fra to lister.

- Det er 20 år siden, vi sidst har afholdt et kampvalg. Men den nye liste må synes, at vi ikke gør det godt nok og har så valgt at opstille deres egen, siger Aase Merete Stær, der er formand for Undløse sogns valgbestyrelse og som også selv genopstiller til Undløse Sogns menighedsråd.

De otte sogne med afstemningsvalg

Der bliver afholdt afstemningsvalg i otte sogne i TV ØSTs dækningsområde. Det drejer sig om sognene: Stege, Undløse, Tølløse, Bjernede, Sejerø, Everdrup, Nykøbing Falster og Østofte.

I de resterende sogne er rådene allerede dannet. Flere steder har man haft problemer med at få nok kandidater til at stille op. Og i Stege anerkender også, at kampvalget på nogle måder er lidt af luksusproblem.

- Det er godt, at der er nogen, der gerne vil gøre noget. Men jeg synes også, at der skal være kompetencerne til det. Men ja, vi er da heldige i, at vi har 15, der stiller op, når vi kun skal bruge ni, siger Anne Marie Knudsen. 


Nyhedsoverblik