Medie: Styrelse førte ikke tilsyn med asylcentre på Langeland

Udlændingestyrelsen beskyldes for at have svigtet uledsagede flygtningebørn på Langeland.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Udlændingestyrelsen førte aldrig kontrol med forholdene for de asylbørn og unge, der har været indkvarteret på asylcentre drevet af Langeland Kommune.

Det fremgår af dokumenter, som Radio24syv har fået aktindsigt i.

I en aftale mellem kommunerne og Udlændingestyrelsen fremgår det ellers, at styrelsen skal gennemføre både faglige og økonomiske tilsyn.

Det skal ske i form af både anmeldte og uanmeldte tilsyn og kontrolbesøg med indkvarteringsstederne.

Langeland Kommune har i månedsvis været ramt af kritik af forholdene på asylcentrene - især Børnecenter Tullebølle, som nu er lukket.

Ikke et eneste tilsyn

Dokumenter viser ifølge Radio24syv, at styrelsen fra 1. januar 2014 og frem til afsløringerne af kritisable forhold i sommeren 2016 ikke har ført et eneste fagligt tilsyn af driften.

Udlændingestyrelsen har altså hverken undersøgt personalets kvalifikationer eller beboernes hverdag, som der ellers er krav om i kontrakten mellem Langeland Kommune og styrelsen.

- Det er et udtryk for et dybt svigt og et manglende engagement for de uledsagede flygtningebørns levevilkår, siger Marianne Skytte, lektor på Institut for Sociologi og Socialt Arbejde ved Aalborg Universitet.

Børns Vilkår: Udlændingemyndighederne svigtede deres opgave

Også hos Børns Vilkår ryster man på hovedet af Udlændingestyrelsen.

- Vi er nødt til at have nogen, som kan se efter, at det her går ordentligt for sig. Og det er udlændingemyndighedernes opgave, siger jurist i Børns Vilkår Ingrid Dall til Radio24syv.

I Udlændingestyrelsen mener man modsat, at tilsynsopgaven ligger hos kommunerne.

- Tilsyn med børns vilkår, børnefagligheden med videre er for eksempel ikke styrelsens, men kommunens område. Her skal kommunen føre tilsyn, skriver Udlændingestyrelsen i en mail til Radio24syv.

Personale- og ledelsesforhold er også kommunens anliggende. Styrelsens tilsynspligt handler om selve driften.


Nyhedsoverblik