Massiv regn gav morgenuheld

Torsdag morgens voldsomme regnvejr er formentligt skyld i, at flere bilister mistede herredømmet over deres biler.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I hvert fald 4 biluheld på 20 minutter har politiet registreret torsdag morgen, og noget tyder på, at det er det voldsomme regnvejr, der er kommet bag på bilisterne.

Klokken 7.13 mistede en 36-årig mand fra Vipperæd herredømmet over sin bil på Skovvejen i Tølløse, da han var på vej ned på Holbækmotorvejen. 2 minutter senere kørte en lastbil galt på Ulvigvej ved Mørkøv og ramte en anden bil, og klokken 7.17 stødte 3 biler sammen på Sydmotorvejen.

Mand og 2 børn kørt til tjek

Klokken 7.35 var den gal igen. Her kørte en Mercedes og en Volvo sammen på Kattrupvej foran Kattrup Gods ved Jyderup. En 46-årig mand kom kørende, da bagenden på hans bil svingede ud. Det betød, at bilen røg over i modsatte side ad vejen, og herefter ramte den en modkørende bil.

I den sad en 32-årig mand og 2 børn. De blev alle 3 kørt til tjek på Holbæk Sygehus, men ingen af dem var kommet til skade under uheldet.

Glatte veje

Bilerne så til gengæld ikke ret godt ud, og hos Midt- og Vestsjællands Politi gætter kommunikationsmedarbejder Martin Bjerregaard på, at det er regnen, der har overrasket bilisterne.

- Min erfaring er, at det nogle gange oven på en lang periode med varme er som om, kørebanen bliver glat, inden den bliver skyllet ordentligt igennem af regnen, og det er formentligt det, der har forårsaget uheldene, siger han.

Ingen af de implicerede i de øvrige uheld kom til skade.


Nyhedsoverblik