Masser af kulde påvej

Den koldeste november i 12 år er på vej til Danmark. De næste dage vil termometrene styrtdykke - og istapper er på vej til en tagrende nær dig.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Tirsdag holder vinteren sit indtog. Og det sker med frostgrader, som er usædvanlige for slutningen af november.

- Det meste af landet får nedbør, især den østlige del, hvor der i Nordvestsjælland  vil falde udbredt sne lidt over middag og snevejret vil så brede sig ned over regionen i løbet af dagen og nå Lolland-Falster først på aftenen, siger Andreas Nyholm fra TV2 Vejrcenter.

Vinden tager samtidig til i et sådant omfang, at det ifølge meteorologerne vil føles rigtigt bidende ubehageligt koldt.

Så frem med huer, vinterfrakker, halstørklæder og ørevarmere, for vi kan lige så godt vænne os til disse tilstande.

Fra onsdag og frem til weekenden falder der flere snebyger. Temperaturerne vil om dagen ligge på eller lidt under frysepunktet, og der vil generelt ligge et snedække her i regionen på ca. ti centimeter.

I nattetimerne bliver det de fleste steder fem-seks minusgrader, men nogle steder ned til 10, måske endda 12 grader under frysepunktet.

I slutningen af ugen vil solen også lege med, men det ændrer ikke ved, at vinteren tilsyneladende har bidt sig fast.

- For en gangs skyld ser vi, at alle prognoser er enslydende og uden forbehold. Det vejr, vi får de kommende dage, ser ud til at fortsætte i hvert fald nogle dage ind i december, fastslår Andreas Nyholm.


Nyhedsoverblik