Mange danskere vil frysetørres når de dør

Danske bedemænd modtager jævnligt henvendelser fra folk, der gerne vil frysetørres, når de dør. En lokal bedemand får forespørgslen flere gange om måneden.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Forestillingen om, at kroppen bliver formet til et organisk pulver efter døden, er så tillokkende for nogle danskere, at bedemænd jævnligt modtager henvendelser fra danskere, der ønsker at blive frysetørret, skriver metroxpress.

Michael Ørskov, der er indehaver af 4 bedemandsforretninger i henholdsvis Holbæk, Nykøbing Sjælland, Vig og Fårevejle, fortæller, at der 'en håndfuld gange om måneden' er nogle, der tager kontakt for at høre om muligheden for at blive frysetørret, når de dør.

- Folk kan godt lide tanken om, at man giver energi tilbage til jorden, siger han og fortæller, at det resterende organiske pulver efter frysetørringen bliver optaget i jorden.

- Det vil give energi til den rosenbusk eller det træ, der bliver plantet ovenpå, siger han til metroxpress.

Svensk ide

Også bedemand Dennis Tobiasen møder ønsket om den alternative begravelsesform i sine 4 forretninger på Østsjælland.

- Vi støder på det ind i mellem. Hvis muligheden var der, vil jeg tro, at 15-20 procent vil benytte det, siger Dennis Tobiasen.

Ideen om frysetørring stammer fra Sverige. Mens en lovændring, der ifølge Sveriges Begravelsesforbund forventes at træde i kraft i dette efterår, åbner op for muligheden for alternative begravelsesmetoder, er det ikke muligt i Danmark.

Formentligt dyrere end kremering

Selv om der er enkelte, der har henvendt sig direkte til bedemændenes brancheorganisation med spørgsmålet, spår Axel Jørgensen fra sekretariatet for Danske Bedemænd ikke frysetørring nogen stor udbredelse, hvis det bliver muligt.

- Der er nogle ting i det, som appellerer til mange mennesker. Men om det bliver et hit, har jeg min tvivl om.

Selv om der ikke er foretaget beregninger på, hvor dyrt frysetørring vil blive, lyder skøn, at det vil være betragteligt dyrere end en kremering. Derfor tror Danske krematoriers landsforening da heller ikke på, at frysetørring får stor udbredelse for nuværende.


Nyhedsoverblik