Lystsejler druknet ved Møn

En tysk sejler er omkommet, efter hans ombyggede kutter sank nordøst for Møn.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En midaldrende tysker er død efter et forlis i havet nordøst for Møn mandag formiddag.

- Han blev fundet i vandet - stærkt afkølet - iført redningsvest og fløjet til Rigshospitalet. Herfra har vi netop fået at vide, at han er død, siger stabsvagten ved Søværnets Operative Kommando (SOK).

Manden ringede mandag formiddag fra sin ombyggede kutter og fortalte, at han havde mistet strømmen om bord og var begyndt at tage vand ind.

Kort efter ringede han igen og fortalte, at vandet nu fossede ind. Herefter forsvandt mobilsignalet.

Søværnet sendte hurtigt både helikopter og redningsfartøjer af sted mod forlisområdet, hvor det kunne konstateres, at kutteren var sunket.

Den omkomne mand var ifølge SOKs oplysninger den eneste om bord på skibet, der var på vej mod Klintholm Havn.
/ritzau/


Nyhedsoverblik