Lunt weekendvejr smelter sneen på markerne

Temperaturerne stiger, så der også bliver plusgrader om natten.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Vådt og gråt og mildt. Det er nøgleordene, siger vagthavende Bill Vejdegren hos Danmarks Meteorologiske Institut om vejrudsigten for weekenden.

- De fleste steder vil is og sne nok forsvinde, undtagen nogle driver og iskanter langs vejene. Men markerne vil nok blive bare, siger Bill Vejdegren.

Tåge og dis fredag morgen bliver i det meste af landet fulgt op af et regnvejr, der trækker ind over Sønderjylland sydvestfra med mellem to og fem plusgrader og rammer København midt på aftenen. I Vendsyssel kan nedbøren dog falde som sne.

Lørdag vil opholdsvejr være passeret ind over landet igen fra sydvest, men der vil stadig være gråt og diset og tørvejr fra morgenen af. Men først på eftermiddagen kommer et nyt regnvejr ind over Vestjylland, hvorfra det vil brede sig til hele landet i løbet af eftermiddagen. Dog vil også Vendsyssel få del i plusgrader på mellem tre og syv grader.

Søndag holder samme lune temperatur døgnet rundt.

- Da får vi nok mest tørt vejr, dog med finregn hist og her, siger Bill Vejdegren.

Sådan bliver vejret også mandag morgen. Men i ugens begyndelse skal en koldfront passere, og da kan der blive minusgrader om natten.

/ritzau/


Nyhedsoverblik