Lønrod blandt regionens sygeplejersker

Seks ud af ti sygeplejersker i Region Sjælland har ifølge en ny undersøgelse oplevet fejl og mangler på deres lønseddel indenfor det seneste år.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Sygeplejersker her i regionen skal huske at tjekke lønsedlen en ekstra gang. Ellers kan de blive snydt i løn, viser en ny undersøgelse lavet af Dansk Sygeplejeråd. 59, 1 procent af sygeplejerskerne i Region Sjælland har indenfor det seneste år oplevet at ændrede vagter, overarbejde eller fridage ikke er blevet taget med på lønsedlen, så lønudbetalingen har været en helt anden, end den burde være.

Kun i Nordjylland, der 'fører' statistikken med 59,3 procent, ser det værre ud end her i regionen, hvor næsten seks ud af ti sygeplejersker har registreret fejl det seneste år.

Hos Dansk Sygeplejeråd har man et grelt eksempel fra Rigshospitalet, hvor en sygeplejerske med hjælp fra sin tillidsmand fik tilbagebetalt hele 85.000 kroner.

- Der opstår typisk fejl på lønsedlen, når vagtplanen ændres. Det drejer sig oftest om manglende honorering for forskellige vagttillæg, hvilket betyder, at sygeplejerskerne ikke får løn for præsteret tid, påpeger Dansk Sygeplejeråds formand Grethe Christensen.

En ny kampagne rundt på offentlige som private arbejdspladser skal gøre sygeplejerskerne opmærksomme på problemet. Grethe Christensen opfordrer medlemmer, der har en mistanke om fejl, til at kontakte deres tillidsrepræsentant.

 


Nyhedsoverblik