Lolliker og falstringer tjener millioner mindre end nordsjællændere

Samfundet brækker mere og mere over geografisk, siger tænketank efter beregninger af danskernes livsløn.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Alt afhængig af hvor i landet man bor, er der stor forskel på, hvor mange penge man når at tjene i løbet af et arbejdsliv.

Det viser en beregning fra Arbejdsbevægelsens Erhvervsråd (AE), som på baggrund af Danmarks Statistiks registre har opgjort, hvad generationerne født i 1950-54 har tjent, fra de var 30 år, til de blev 60.

Det er første gang, en sådan beregning har haft mulighed for at bruge virkelige menneskers livsforløb og ikke konstruerede modeller.

Det skriver Ugebrevet A4.

Ifølge beregningerne tjener indbyggerne i Hørsholm gennemsnitligt 22 millioner kroner, mens langelændere i bunden tjener ti millioner mindre i løbet af et helt arbejdsliv.

Lollikerne er også nogle af dem, der tjener mindst. De følger lige efter langelænderne og tjener 9,7 millioner mindre end indbyggerne i Hørsholm. Også Guldborgsunds indbyggere ligger i den kedelige bund. De tjener 9 millioner mindre på den 30-årige periode.

- Samfundet brækker mere og mere over geografisk. Vi taler om mennesker, der er født samtidig med formelt de samme muligheder, og så er det bare næsten dobbelt op i nogle kommuner i forhold til andre, siger direktør i AE Lars Andersen til Ugebrevet A4.

Ifølge ham afspejler tallene ikke engang den fulde ulighed mellem borgerne i henholdsvis udkantskommuner og Nordsjælland.

For gevinsterne af boligpriserne, der stiger nord for København, men i bedste fald står i stampe i udkanten, indgår ikke i beregningerne.

- De 60-årige i de rige kommuner har fået både i pose og i sæk. For hvis de har haft ejerbolig i de 30 år, har de også nogle kapitalgevinster, som bare siger spar to, fordi pengene gror hurtigere end græsset i Nordsjælland, siger Lars Andersen.

/ritzau/ (TV ØST)

 

Her tjenes mest og mindst

De højeste:
  • Hørsholm, 21,8 millioner kroner
  • Gentofte, 21,6 millioner kroner
  • Rudersdal, 20,5 millioner kroner
  • Lyngby-Taarbæk, 17,9 millioner kroner
  • Furesø, 17,5 millioner kroner
De laveste:
  • Guldborgsund, 12,8 millioner kroner
  • Morsø, 12,4 millioner kroner
  • Bornholm, 12,4 millioner kroner
  • Lolland, 12,1 millioner kroner
  • Langeland, 11,7 millioner kroner
Kilder: Ugebrevet A4, AE og Danmarks Statistik

/ritzau/

 

 


Nyhedsoverblik