Løkke sætter fødevareminister på plads

Fødevareminister Henrik Høegh optræder i reklame for supermarkedskæden SuperBest. Det ser hverken han eller De Konservative noget problem i. Men det gør statsministeren.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen kræver et stop for fødevareminister Henrik Høeghs optræden i reklamer for
supermarkedskæden SuperBest.

Lars Løkke Rasmussen understreger, at det var i orden, at Henrik Høegh blev fotograferet i anledning af, at en af kædens butikker er blevet kåret i en kampagne under det fællesnordiske ernæringsmærke "Nøglehulsmærket" for at gøre det let at vælge sundt. Men det efterfølgende billede i SuperBests tilbudsavis ikke i orden.

- Det er ikke i orden, at billedet efterfølgende så er blevet brugt i reklameøjemed, siger statsministeren på sit ugentlige pressemøde.

Fødevareministeren har ellers selv afvist kritikken af sin optræden og har gjort det klart, at det ikke giver ham
"anledning til at kontakte SuperBest". Men sådan ser statsministeren ikke på det. Lars Løkke Rasmussen siger, at han har "tillid" til, at Henrik Høegh selv klarer sagen.

- Virksomheden bør ophøre med at bruge ham af egen drift. Ellers går jeg ud fra, at Fødevareministeriet får dem til det,
siger statsministeren.

Fødevareministerens håndtering er blevet kritiseret af Dansk Folkeparti, De Radikale, SF og Enhedslisten, hvorimod
regeringspartneren De Konservative ikke har set noget problem. Ifølge partiets fødevareordfører, Tage Leegaard, er det nemlig ikke "nogen decideret annonce".
 
  /ritzau/
 


Nyhedsoverblik