Lokale sparekasser kaldes Matador-banker

Avis hænger to lokale pengeinstitutter ud for at være drevet af amatører, fordi lokale uden bankerfaring sidder i bestyrelsen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Sparekassen Sjælland og Sparekassen Lolland er på en sort liste i Ekstra Bladet mandag.

De lokalt funderede pengeinstitutter har nemlig lokale borgere uden professionel bankerfaring med i bestyrelsen – og det er et problem for bankens professionalisme, siger direktøren for Mybanker, John Norden.

- Mange steder er der simpelthen gået Korsbæk Bank i den. Bestyrelserne er udvalgt blandt byens spidser, fordi de har gjort hinanden vennetjenester, siger han til Ekstra Bladet.

Lokale banker endt på sort liste

Sparekassen Sjælland er havnet på listen, fordi en arkitekt og en automobilforhandler sidder i bestyrelsen – Sparekassen Lolland, fordi en lokal gårdejer og en lektor i økonomi fra den lokale handelsskole er med.

Både Sparekassen Sjælland og Sparekassen Lolland anses dog ikke for at være banker i problemer – modsat flere andre pengeinstitutter med professionelle bestyrelser her i regionen.

Bankbestyrelse kan ikke virke som vagthund

Ekstra Bladet kalder det på lederplads for umuligt for de forudsætningsløse bestyrelsesmedlemmer at kigge bankdirektøren efter i kortene, og dermed risikerer skatteyderne at komme til at stå med regningen, når der skal ryddes op efter krakkede banker.

Finanstilsynet kræver i dag, at mindst ét medlem skal have ledelseserfaring fra en relevant  finansiel virksomhed.

De to lokale sparekasser fylder dog ikke meget på Ekstra Bladets liste, hvor især Andelskassen SDA, Den Jyske Sparekasse og Sparbank fylder meget med henholdsvis 7, 6 og 4 ikke-bankuddannede i bestyrelsen.


Nyhedsoverblik