Lokale arbejdspladser nomineret til miljøpris

Virksomheder fra henholdsvis Kalundborg, Slagelse og Næstved er indstillet til Arbejdsmiljørådets ArbejdsmiljøPris 2013.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Nu er det blevet tid til, at Danmarks bedste arbejdsmiljøindsatser skal kåres.

I den forbindelse er det socialpsykiatriske botilbud Esbernhus fra Kalundborg, Slagelse Kommunes hjemmepleje og Næstved-virksomheden Saint-Gobain blevet udvalgt som mulige kandidater til at vinde årets ArbejdsmiljøPris, der uddeles for ottende gang i træk.  

Det er Arbejdsmiljørådet, som står bag prisen, og den gives inden for 4 kategorier: 'Arbejdsulykker', 'Muskel-skeletpåvirkninger', 'Psykisk arbejdsmiljø' og 'Arbejdsmiljø som strategisk element'.

Et forsøg på at styrke trivslen

Det socialpsykiatriske botilbud Esbernhus er nomineret i kategorien ’Psykisk arbejdsmiljø’.

Dommerkomiteen har i bedømmelsen lagt vægt på, at bostedet gennem flere år har gjort et forsøg på at styrke trivslen og det psykiske arbejdsmiljø på hele arbejdspladsen gennem et fokus på blandt andet den faglige udvikling og kommunikation i dagligdagen.

Færre rygproblemer- og smerter

Slagelse Kommunes hjemmepleje er nomineret i kategorien ’Muskelskelet-påvirkninger’, fordi man gennem et 1-årigt projekt har forsøgt at finde ud, hvordan medarbejderne fremover skal løfte og flytte borgerne uden at komme til skade.

Projektet har gjort, at de ansatte har langt færre rygproblemer- og smerter, og at de i markant mindre grad end tidligere melder sig syge. 

Har undgået arbejdsulykker

Saint-Gobain Ecophon, der laver akustiklofter til blandt andet kontorer, er nomineret i kategorien ’Arbejdsulykker’, da virksomheden har arbejdet målrettet på at nedbringe antallet af disse.

Det har medfødt, at de ansatte er blevet mere bevidste om sikker adfærd i det daglige, og at de har undgået arbejdsulykker i 2181 dage.

I alt er 12 arbejdspladser nomineret til prisen, som bliver uddelt den 26. november i København. 


Nyhedsoverblik