En artikelserie om fravær blandt danske EF-parlamentarikere er den egentlige årsag til, at den socialdemokratiske kandidat til EU-parlamentet, Britta Thomsen, ikke blev valgt. Det vurderer hun selv overfor DR Nyheder.
Ved valget i 2009 fik Britta Thomsen 32.500 personlige stemmer, mens hun denne gang kun får omkring 13.000.
Artiklen havde fejl i omtalen af politikerens møde-procent, men selvom fejlene er blevet rettet, så er de den egentlige årsag til hendes nederlag, vurderer hun overfor mediehuset.
Journalister ved Politiken indvender dog, at en forklaring på den store nedgang i antallet af personlige stemmer også kan være hendes placering på stemmesedlen.
Hvor Britta Thomsen ved forrige valg stod nummer 2 på stemmesedlen som højest placerede kvinde, så havde de socialdemokratiske medlemmer denne gang placeret hende som nummer 5 på listen.