LO til kommuner: Betal kontanthjælp tilbage til kærestepar

Kommuner, som har nægtet at tilbagebetale kontanthjælp til par, får kritik af LO, der mener, at borgerne har ret til at få pengene retur.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Fagbevægelsen kritiserer nu i skarpe vendinger de kommuner, der trods fejl i sager om gensidig forsørgelsespligt nægter at betale penge tilbage til arbejdsløse borgere på kontanthjælp.

- Det haster. Der er kontanthjælpsmodtagere, der har svært ved at få mad på bordet. Kommunerne kan ikke bare skalte og valte med deres penge på den måde, siger LO-sekretær Marie-Louise Knuppert til Avisen.dk.

En del kommuner tilbageholder trukken kontanthjælp fra par, selvom kommunerne har erkendt fejl i forvaltningen, der i princippet gør deres afgørelser ugyldige.

 Kommunerne følger et råd fra KL, der anbefaler kommunerne at vente på en afklaring af, hvordan sagerne skal behandles. Det gælder blandt andet Københavns Kommune, hvor der er begået hundredvis af fejl i de over 1.000 sager, som kommunen har behandlet.

I andre kommuner har man derimod allerede valgt at efterbetale kontanthjælp til par, der er blevet udsat for fejl i sagsbehandlingen.

- Det er ikke rimeligt, at arbejdsløse i det her tilfælde ikke er lige for loven. Kommunerne må holde op med at forskelsbehandle. Det her handler om retssikkerhed, siger LO-sekretær Marie-Louise Knuppert.

  I mange af landets kommuner har der været tvivl om, hvordan reglerne om gensidig forsørgelsespligt skulle forvaltes.

Professor Søren Højgaard Mørup fra Aarhus Universitet er ekspert i kommunal forvaltningsret. Han vurderer, at kommunerne er tvunget til at genoptage fejlfyldte sager.

- De sager, som Ankestyrelsen ikke har taget stilling til, men hvor kommunerne kan se, at de har begået samme fejl, må kommunerne genoptage. De må så vurdere, om deres afgørelser er ugyldige, siger professoren.

Han vurderer også, at flere arbejdsløse vil have krav på at få den trukne kontanthjælp tilbage.

- Det kommer jo an på, hvad de personer, som skulle have været hørt, har at sige. Hvis det ikke ændrer på kommunens vurdering, har fejlen ikke haft betydning, og så er afgørelserne ikke ugyldige. Er en afgørelse omvendt ugyldig, skal den ophæves - og så skal borgeren have det beløb udbetalt, som vedkommende har krav på, siger han til Avisen.dk.

 


Nyhedsoverblik