Landmænd får flere penge til kvægstalde

Regeringen fremrykker 110 millioner kroner til modernisering og nybyg af kvægstalde, oplyser minister.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Op mod 164 landmænd kan glæde sig over, at der er flere penge at investere i modernisering og nybyg af kvægstalde.

Regeringen fremrykker nemlig 110 millioner kroner til landmændene, så de kan gøre noget ved deres kvægstalde.

Miljø- og Fødevareministeriet oplyser i en pressemeddelelse, at ekstraordinært mange landmænd står i kø for at komme i gang med byggeprojekter. I alt investeres der for omkring en milliard kroner.

- Trods en aktuel indtjeningskrise hos erhvervet, så er der overordentligt stort mod og iværksættergejst netop nu. Derfor fremrykker jeg pengene, og investeringerne vil gøre landbrugsproduktionen grønnere siger miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) og fortsætter:

- Nye moderne stalde betyder, at vi får taget den nyeste miljøteknologi i brug, og staldene skal leve op til de seneste dyrevelfærdsregler.

Pengene kickstarter processen

Samlet set er der 243 millioner kroner at investere for. Den oprindelige ramme, som landmændene søgte penge fra i efteråret 2015, var på 133 millioner kroner. De ekstra midler hentes ved at fremrykke midler fra puljen for kvægstalde i 2017/18.

Med udvidelsen af puljen får landmænd, der i 2015 søgte om støtte, dermed mulighed for at komme i gang nu i stedet for at skulle vente flere år.

Den udvidede pulje betyder ifølge ministeriet, at der bliver sat gang i byggeprojekter på op til 424 mælke- og slagtekalveproduktioner over hele landet.

Når landmændenes egenfinansiering tælles med, forventes der investeringer i moderne stalde for omkring én milliard kroner, lyder det fra ministeriet.    

/ritzau/

 


Nyhedsoverblik