Læger lytter for lidt til patienter

Helen Papp mistede sidste år livet. Tilbage står familien med en følelse af ikke at være blevet hørt, da de forsøgte at råbe sygehuspersonalet op om problemerne

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Helen Papp Mikkelsen skulle bare have fjernet galdeblæren. En operation, der normalt kun er forbundet med lille risiko. Men den gik galt, skriver Politiken Søndag.

Efter få timer blev den 46-årige kvinde fra Tappernøje i hast kørt tilbage på operationsbordet for at blive tømt for adskillige liter blod, der styrtede ud i maven fra de indre organer. Blødningerne fik lægerne dog styr på efter nogle dage, men hendes pårørende undrede sig over et stort sår, der var opstået i Helen Papp Mikkelsens højre side, hvor galdeblæren var blevet opereret ud ved kikkertoperationen.

De fik aldrig en forklaring på såret, selv om de blev ved med at bede personalet undersøge, rense og behandle det mere. Og heller ingen nærmere forklaring, da et pludseligt voldsomt angreb af kødædende bakterier i såret tog livet af Helen.

Personale havde mistanke om falige bakterier

I dag, knap et år senere, har familien svært ved at forstå, hvorfor der ikke blev lyttet mere til dem. Især fordi sygehuspersonalet på et tidspunkt faktisk havde mistanke om, at netop de livsfarlige bakterier kunne være til stede i såret. Men den første alarm blev afblæst igen - indtil bakterierne fik fat nogle uger senere.

- Vores undren over såret blev ikke hørt. Det kunne ellers have reddet vores Helen, siger søsteren Jeanette Papp til Politiken. Køge Sygehus erkender over for Politiken, at de pårørende ikke i tilstrækkelig grad blev inddraget i behandlingen.

Travlt personale

At familien Papp ikke står alene med den oplevelse, fremgår af en nylig undersøgelse blandt 525 patienter. Hver fjerde fik ikke stillet spørgsmål eller talt om deres bekymringer med personalet, skriver Politiken. Lige så mange mener, at heller ikke deres pårørende havde mulighed for det.

I undersøgelsen fra Dansk Selskab for Patientsikkerhed og Trygfonden siger otte ud af ti, der ikke fik spurgt, at de mener, personalet havde for travlt.

I torsdags havde sundhedsminister Nick Hækkerup (S) inviteret den absolutte top i sundhedsvæsnet til Bernstorff Slot i Gentofte for at drøfte anvendelsen af de 6,5 milliarder kroner, som regeringen agter at løfte sundhedsområdet med over de næste fire år.

Strategi til 300 millioner kroner

Heri indgår en »national strategi om patientinddragelse« til 300 millioner kroner, som blandt andet skal bruges til oplæring af sundhedspersonalet i samtaleteknikker med patienterne om deres viden og ønsker. I strategien understreges, at det vil forbedre kvaliteten af behandlingen, hvis samarbejdet mellem personale og brugere af sundhedsvæsnet bliver tættere.

Så det eksempelvis kan opdages tidligere, når der opstår en forværring. Ministeren er sikker på, det kan føre til færre fejl, at lægen kender patientens bekymringer:

- Nu er vi nået forbi den billige tale og den søde portvin - nu skal der ske noget konkret, siger Nick Hækkerup til Politiken.


Nyhedsoverblik