Kunder ærgerlige over DiBa-salg

142 års bankhistorie kan være slut, hvis Sydbank opkøber DiBa Bank i Næstved. Selv om personalet måske fortsat vil være det samme, ærgrer det flere kunder.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Robert Fischer er både kunde og aktionær i DiBa Bank i Næstved. Han har godt hørt nyheden om, at Sydbank vil købe DiBa.

- Det er skidt. Så sent som i sidste uge var jeg oppe i banken og snakke med dem, og der var der ikke nogen, der havde hørt noget. Man havde hørt nogle rygter og sådan noget, men det var absolut ikke noget konkret, siger han til TV2 ØST. 

Johny Hansen er 77 år og har været kunde i DiBa siden 1939. Hun har endnu ikke helt vænnet sig til tanken om, at hun måske snart skal skifte bank.

- Det er jo lidt svært, når man aldrig har prøvet det - også at sige farvel til DiBa-bank, vi har haft den i mange år, siger hun.

"Det er jo vores lokale bank"

Den sønderjyske bank, Sydbank har tilbudt 478,5 millioner kroner for DiBa.

Det svarer til, at de cirka 20.000 aktionærer i DiBa vil få 145 kroner pr. aktie - en kurs, der ligger langt over den kurs, aktien længe har ligget på. Inden weekenden lød aktien f.eks. på 69 kroner.

- Det er jo ikke så meget pengene, det er jo det her med, at det er vores lokale bank, siger Robert Fischer fra Næstved og fortsætter:

- Det er sørgeligt.

Bestyrelse bakker op om tilbud

Men selv om DiBa har været en lokal bank i Næstved i 142 år, så er bankens bestyrelse begejstret for tilbudet fra Sydbank.

- Jeg synes, det er et supergodt tilbud og en super god løsning, som jeg vil håbe, aktionærerne vil bakke op om, siger Frank Møller Nielsen, bestyrelsesformand i DiBa.

Han mener, det er nødvendigt at sælge DiBa til en større bank. finanskrisen har nemlig været hård ved DiBa.

- Vi må bare konstatere, at selv om vi har fået ryddet op i vores kreditbog og har fået vendt vores indlånsunderskud til overskud, og basisindtjeningen er blevet bedre, så har vi et kapitalproblem, og det har vi været nødt til at forholde os til, siger Frank Møller Nielsen.


Nyhedsoverblik