Kritik af tilsyn - brandmænd svigtes

Jobbet som brandmand er blandt de farligste i verden. Men Arbejdstilsynet er aldrig med, når sirenerne hyler, eller når brandmænd tester nyt udstyr.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Jobbet som brandmand er blandt de farligste i verden. Men Arbejdstilsynet er aldrig med på tilsyn, hverken når sirenerne hyler, eller når brandmænd tester udstyr og grænser på øvelser.
Det møder hård kritik fra de fagforbund, der organiserer brandfolk, skriver Avisen.dk.
 - Det er indlysende galt. Man reducerer jo Arbejdstilsynets indsats til rent skrivebordsarbejde, siger FOAs formand Dennis Kristensen.

I lyset af de seneste afsløringer af sikkerhedsbrist på øvelser, brug af forældede apparater og forhøjet kræft blandt brandmænd har Avisen.dk søgt aktindsigt i, hvor ofte myndighederne er med på udrykninger eller øvelser.

Det sker "meget sjældent", oplyser Arbejdstilsynet. Faktisk kan man ikke redegøre for et eneste tilsyn ved en øvelse eller udrykning inden for de seneste par år.

 Arbejdstilsynet forklarer, at det væsentlige i deres tilsyn handler om at sikre, at det nødvendige udstyr er til rådighed for brandmændene.
- Vi vurderer, at det er mest relevant at føre tilsyn med de elementer på stationerne, så indsatslederne og brandmændene præcist ved, hvad de skal gøre, når alarmen går, forklarer koordinerende tilsynschef Thomas Christensen fra Arbejdstilsynet til Avisen.dk.

 Meget kritisabelt
Men det er ikke godt nok for FOA og 3F.
- Det er meget kritisabelt. Brandslukning er anerkendt som 'farligt arbejde'. Hvis myndighederne ikke kommer forbi eller laver tilsyn, når det gælder, så går det galt, siger Kjeld Jensen, arbejdsmiljø- og sikkerhedskonsulent fra 3F Transportgruppe.

 Både FOA og 3F kræver, at Arbejdstilsynet som et mindstemål fører tilsyn med øvelser fra tid til anden.

   - Vi har rigtig mange skader med brandfolk under øvelser. Hvis Arbejdstilsynet i det mindste gik med på øvelserne, så fik de også et bedre billede af, hvad det er der foregår ude i virkeligheden, siger Kjeld Jensen.

      /ritzau/

 


Nyhedsoverblik