Kraftig blæst påvirker brotrafik på stor hjemrejsedag

Vindfølsomme køretøjer frarådes at passere Øresund og Storebælt. Vinden aftager tidligst tirsdag eftermiddag.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Et kraftigt blæsevejr påvirker 2. juledag trafikken, når mange bilister vender hjemad efter julen.

Tirsdag fraråder Vejdirektoratet vindfølsomme køretøjer at passere Storebæltsbroen og Øresundsbroen.

Vinden forventes først at aftage på Øresundsbroen klokken 23 tirsdag aften, mens den formentlig aftager allerede ved 14-tiden ved Storebælt.

- Det kan påvirke trafikken på de store broer, hvis vinden kommer ind på tværs af broerne. Det er noget, som vi holder skarpt øje med, siger Mette Nedergaard, vagthavende ved Vejdirektoratet.

Direktoratet advarer også om kraftig vind på flere andre danske broer.

Hold afstand

Ifølge den vagthavende glider juletrafikken normalt fint, men indimellem ses små sammenstød, som kan skabe små køer.

- Hold god afstand og tag det stille og roligt, så skal det nok gå fint, opfordrer Mette Nedergaard.

Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) advarer tirsdag om vindstød af stormstyrke i Vestjylland og Nordjylland.

DMI forventer vindstød af stormstyrke på 25-27 meter i sekundet i området omkring Jammerbugt, Frederikshavn og Hjørring tirsdag eftermiddag og aften. I Vestjylland gælder varslet fra tirsdag morgen til tirsdag eftermiddag.

Vindstød af stormstyrke kan få tagsten til at blæse ned, store grene kan knække, og træer kan vælte og spærre tog- og vejstrækninger. Der er samtidig stor sandsynlighed for, at broer må lukkes for trafik.

Tog forventes at køre planmæssigt

DSB's tog triller afsted planmæssigt, fortæller Tony Bispeskov, der er informationschef i DSB. 2. juledag regnes for at være årets største hjemrejsedag.

Han oplyser, at ni ud af ti rejsende med DSB er kommet frem til tiden i juledagene.

- I dag vil folk primært rejse fra vest mod øst, og vi forventer, at det kommer til at forløbe planmæssigt, som det også har gjort de seneste juledage, siger han.

Han forventer ikke, at blæsten kommer til at påvirke togtrafikken på strækningen mellem Aarhus, Odense og København.

Dog er der en risiko for, at der på regionale strækninger kan være træer, som kan vælte og spærre for togtrafikken.


Nyhedsoverblik