Kommunister skændes om kendt socialdemokrat

To kommunistiske partier er i intern strid, om Regionrådsformand Steen Bach Nielsen fra Socialdemokratiet skal have lov til at tale på kommunistisk konference.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

De danske kommunister har tradition for intern kævl, og nu er den gal igen - denne gang på Midtsjælland. En af hovedrollerne i striden spilles såmænd af formanden for Region Sjælland, socialdemokraten Steen Bach Nielsen. Det fortæller DR Sjælland.

Lokalafdelingen af DKP, Danmarks Kommunistiske Parti, er arrangør for en konference i Ringsted den 6. marts. I den forbindelse har man inviteret regionsformanden. Men det har fået et andet kommunistisk parti, KPiD, helt op i det røde felt.

- De har afbrudt alt samarbejde med os, siger Anker Scherning fra DKP.

Tidligere i sit politiske virke har Steen Bach Nielsen nemlig været med til at lukke en skole i Slagelse. Det skabte vrede hos bl.a. de lokale kommunister, og selvom det nu er over 20 år siden, ønsker KPiD ham ikke som taler ved konferencen i Ringsted. I en mail kalder de ham således for "kommunist-hader".

DKP's Anker Scherning fastholder dog, at Steen Bach Nielsen er inviteret, og regionsformanden selv er indstillet på at komme og holde sit oplæg:

- Hvis en organisation har en konference og ønsker at høre noget om Region Sjælland, så kommer jeg, hvis jeg har plads i kalenderen. Også når det er kommunister der arrangerer, siger Steen Bach Nielsen til DR Sjælland.