Kommuner tilfredse med trafikplan

De ti syd- og vestsjællandske kommuner er meget tilfredse med regeringens nye trafikplan Den nye jernbane mellem København og Ringsted over Køge vækker særlig begejstring

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En udbygning af Køge Bugt motorvejen, en fast forbindelse over Femern Bælt og en ny jernbane mellem København og Ringsted over Køge. Det er tre af de store punkter på regeringens nye trafikplan - og denne trafikplan bliver  modtaget med tilfredshed i de syd- og vestsjællandske kommuner i det såkaldte 9+samarbejde.

Især vækker udsigten til en ny jernbaneforbindelse fra København over Køge til Ringsted tilfredshed, fortæller Køges borgmester Marie Stærke (SocDem).

- Det er pragtfuldt, at regeringen vælger at sætte penge af til nybygningsløsningen, som er og bliver den bedste løsning. Den giver flest tog, hurtigere rejsetider, tog til tiden, færrest gener i anlægsperioden, øget mulighed for godstrafik, og er bedst for klimaet, fastslår hun.

I regeringens investeringsplan er der ligeledes sat penge af til at udbygge Køge Bugt Motorvejen ligesom der skal investeres, så broen over Femern Bælt kan åbne i 2018.

- Med de tre store trafikinvesteringer får Sjælland nu en helt central placering som trafikalt bindeled mellem de store byer Oslo, Stockholm, København, Hamborg og Berlin, slutter Marie Stærke.

 9+ består foruden Køge af Faxe, Guldborgsund, Lolland, Næstved, Ringsted, Slagelse, Sorø, Stevns og Vordingborg.


Nyhedsoverblik