Kommuner til minister: Sjællandske pendlere skal hurtigere frem

17 sjællandske kommuner vil have tog-rejsetiden til København ned på max 1 time. Sådan lyder det i et brev til Transportminister Pia Olsen Dyhr (SF).

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

De mange trafikanter i og omkring København bliver flere og flere.

Men det er ikke kun et problem for københavnerne, det er også et problem for de 90.000 pendlere, der kører fra Sjælland, Lolland og Falster ind til hovedstaden for at arbejde.

Borgmestre: sjællænderne sidder også i kø

Det skriver de 17 kommuner i Region Sjælland i et brev til transportminister, Pia Olsen Dyhr (SF).

- Trængselsproblemerne i hovedstaden er ikke kun et problem for København, men også for sjællænderne. De mange pendlere udgør en vigtig del af hovedstadens arbejdskraft, og det er for så vidt ligegyldigt om pendlerne holder i kø ved Næstved, Køge eller Rådhuspladsen, det er samme spild af resurser, udtaler formand for sammenslutningen af de 17 kommuner, borgmester i Vordingborg, Henrik Holmer.

Læs brevet til ministeren her.

Borgmestrene ønsker bl.a., at de større sjællandske byer også bliver omfattet af garantien om at kunne komme til hovedstaden med tog på maksimum 1 time.

Dobbelt så lange bilkøer

Brevet fra de 17 kommuner kommer som en reaktion på Trængselskommissionens betænkning, der blev offentliggjort for nylig.

Den skrev, at trafikanter sidste år sad i kø omkring København i tilsammen 9,3 millioner timer, og at det tal vil være fordoblet til 18,4 millioner timer i 2025 - eller 80.000 timer spildt hver eneste hverdag.

Kommissionen anbefaler investeringer i nye udvidelser af veje, supercykelstier, letbaner, metro, S-tog til Roskilde og såkaldte højklassebusser på centrale strækninger.

Men de sjællandske ministre beder altså også ministerne om at huske på sjællænderne i det regnestykke.

Borgmestre: Det her vil hjælpe

De skriver i brevet, at pendlerne på Sjælland kører længst for at komme på arbejde i Danmark. 

Derfor ønsker borgmestrene bl.a.:

  • At det skal tage maksimalt 1 time at rejse med tog til hovedstaden fra de store byer på det sjællandske banenet.
  • Etablering af en ringforbindelse udenom København mellem Helsingør og Køge
  • Udviklingen af Femern Bælt korridoren, herunder skal der findes en ny løsning for jernbanen over Storstrømmen
  • Etablering af fast forbindelse over Kattegat.

Flyt arbejdspladser til Sjælland

Men kommunerne har ikke kun fokus på bedre trafikforbindelser til hovedstaden.

- Sjælland er en del af løsningen og tilbyder derfor Transportministeren dialog om bredere løsninger end Trængselskommissionen lægger op til. For at komme trængselsproblemerne til livs er det oplagt at flytte offentlige arbejdspladser til Sjælland og forbedre infrastrukturen, såvel den private som offentlige, udtaler næstformanden i de 17 kommuners sammenslutninf, Niels Hörup, som også er borgmester i Solrød Kommune.

De 17 kommuner opfordrer i brevet ministeren til en bredere dialog om trængselsproblemerne. 


Nyhedsoverblik