Kommuner klar til at skære på børn og veje

Fire ud af fem kommuner siger, de skal spare allerede nu. Det ser rigtig svært ud for kommunerne, og det kan kun blive sværere, siger kommunalforsker.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Mindre åbent i børnehaven, færre ansatte eller dårligere veje.

Over alt i de danske kommuner vender politikerne lige nu hver en sten for at finde penge.

I en rundspørge lavet af Ritzau svarer fire ud af fem
kommuner, at de skal spare allerede i år. Og de næste tre år frem tør ingen kommuner love, at sparekniven bliver i skuffen.

I alt 42 ud af 98 kommuner har svaret. Af dem ved 34 allerede nu, at de skal finde penge, mens de sidste endnu ikke har overblik over, hvor meget de kommer til at mangle i kommunekassen de kommende år.
- Det ser rigtig svært ud for kommunerne. Og det kan kun blive sværere fremover. Det, at så mange kommuner har genåbnet deres budgetter i år for at få det til at hænge sammen, er i sig selv usædvanligt, og det, tror jeg, er nøjagtigt det samme, vi kommer til at se næste år, siger kommunalforsker Roger Buch, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

I disse dage forhandler regeringen og KL om en aftale for de kommende års økonomi.
- Selv om regeringen rykker sig og giver en eller to milliarder ekstra, så ændrer det ikke grundliggende på den
klemme, kommunerne er i. Der er kun to veje frem: Enten skal de sætte skatten op, og det får de ikke lov til, eller også må de ud og lukke skoler, biblioteker - ja, spare overalt, siger Roger
Buch.
/ritzau/

 


Nyhedsoverblik