Kommuner frygter sociale bedragere går fri

Flere myndigheder skal fremover jagte sociale bedragere. Kommuner frygter, at det vil forringe indsatsen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det bliver langt nemmere at snyde sig til ekstra børnepenge, pension eller boligtilskud i fremtiden. Det frygter de danske kommuner, efter at Beskæftigelsesministeriet har varslet en omlægning af den måde, kontrollen med sociale bedragere fungerer i Danmark.

- Borgere, som føler sig fristet af at snyde sig til sociale ydelser, vil få langt lettere adgang til det, fordi man med forslaget river kontrollen med socialt bedrageri over ved at fordele den på flere myndigheder, siger formanden for Kommunernes Landsforening, Jan Trøjborg, i en kommentar og fortsætter:

- Mens livet lettes for de sociale bedragere, så skabes der omvendt unødig dobbeltadministration og ineffektivitet i det offentlige system. Det bliver centralisering for centraliseringens skyld, siger Jan Trøjborg (S).

Mange kommuner har i dag egne enheder, der efterforsker socialt bedrageri. Fra sommeren 2012 samles sagsbehandlingen for udbetaling af folkepension, førtidspension, boligstøtte, barselsdagpenge og familieydelsesområdet hos den nye enhed, Udbetaling Danmark.

Beskæftigelsesministeriet lægger samtidig op til, at dele ansvaret for at standse snyd mellem Udbetaling Danmark og kommunerne, så Udbetaling Danmark selv står for kontrollen på de områder, man administrerer.

- Der er alt for mange negative konsekvenser ved at flytte nogle af kontrolopgaverne fra kommunerne. Jeg vil kraftigt opfordre Folketingets medlemmer til at tænke sig godt om, inden de beslutter sig for dette lovforslag, siger Jan Trøjborg.


Nyhedsoverblik