Kommunalreform skubber folk til byerne

Ganske mod hensigten har kommunalreformen skubbet borgerne væk fra landområderne og mod byerne, vurderer to eksperter.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Da kommunalreformen trådte i kraft i januar 2007, satte den en bevægelse i gang, som ikke var hensigten.

Reformen har nemlig været medvirkende til, at kommunernes største byer og dem med rådhusene i gennemsnit har fået to procent flere indbyggere. Og i Vordingborg er der kommet hele 4,7 procent flere indbyggere siden 2007.

Det viser tal fra Danmarks Statistik, som DR har analyseret.

Tallene overrasker ikke Roger Buch, kommunalekspert og forskningschef på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

- Det var ikke planen med reformen at affolke dele af landet, men det burde have været oplagt for enhver, at det ville ske. Landdistrikterne har fået accelereret tilbagegangen, siger han til DR.

Forstærket af økonomisk krise

Affolkningen skyldes blandt andet, at daginstitutioner, skoler, biblioteker og borgerserviceafdelinger er lukket eller rykket mod hovedbyerne.

Bølgen skyldes dog ikke kun kommunalreformen, slår professor Egon Noe fra Center for Landdistriktsforskning ved SDU fast. Det er en bølge, der har været i mange år, og den er også forstærket af, at den økonomiske krise gik hårdt ud over byerne på landet.

- Men når du vil effektivisere, hænger det sammen med at centralisere og skabe stordrift. Det ligger i logikken, siger han til DR.


Nyhedsoverblik