Julen nærmer sig: Hvad må man samle ind i skoven?

Julen nærmer sig og det er snart tid til at komme i gang med juledekorationerne. Her får du at vide, hvad du må samle fra skovbunden.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Skovbunden er et tagselvbord af godter til juledekorationerne.

Men hvad må man egentlig tage med hjem? Det giver Dansk Skovforening her svaret på.

De fortæller, at alle nødder, bær, svampe, frø, kogler, blomster, urter, grene, kviste, mos og lav må samles ind i begrænset omfang. Til privat brug. Koglerne må man ikke hapse fra træerne, de må kun tages fra skovbunden.

Taler vi om pyntegrønt, må du ikke tage det fra pyntegrøntbevoksninger – heller ikke det, der ligger på skovbunden eller ved vejen.

- Andre steder kan det være lovligt at samle enkeltgrene op – i begrænset omfang til privat brug – men altså ikke hvis de ligger i en pyntegrøntbevoksning, lyder det fra foreningen.

Og så skal det understreges, at man aldrig må fælde juletræer uden ejerens tilladelse.

Hvor meget må du tage med hjem?

Der er ikke noget regelsæt, der siger, hvor meget eller hvor lidt man må tage. Begrænset omfang og kun til privat brug er ikke mere udspecificeret end det.

Men der er dog en tommelfingerregel, man kan gøre brug af: Man må tage, hvad man kan have i en plasticpose.

Og det er altså også den regel, som man bruger i de private skove.

Hvad må du skære og klippe?

Om det er en privat eller offentlig skov er underordnet. Man må ikke klippe eller skære grene af nåletræer uden tilladelse.

I offentlige skove må du dog gerne klippe eller skære kvister af løvtræer, som er over 10 meter høje.

- Du må ikke herudover tage grene af træer og buske, eller omhugge, opgrave eller oprykke træer og buske eller anden vegetation, meddeler Dansk Skovforening. 

Find reglerne her. 


Nyhedsoverblik