¨

Jesper Bachers prædiken

Foto: TV ØST

.

Prædiken til 2. søndag efter helligtrekonger

Johannes 4, 5- 26

 

En tørstig sjæl. Hvem er en tørstig sjæl? Ja, ofte bruger vi udtrykket om et menneske med trang og hang til de stærke varer. En kold pilsner eller et godt glas rødvin, en styrkende snaps eller en aromatisk maltwhisky kan tilfredsstille den tørstige sjæl. Sommetider skal der temmelig meget til, og man får en tår over tørsten. Under alle omstændigheder så skal tørsten slukkes regelmæssigt, og selv om man ikke nyder alkohol, går man i bogstavelig forstand død uden vand.

Men vi tørster efter andet end vand. Vi er tørstige sjæle, som tørster efter glæde, fred og kærlighed. En glæde, som fylder os, en fred, som giver hvile til hjertet, en kærlighed, som altid holder. Vores tørstige sjæle og længselsfulde hjerter kender den trang. Den bor i alle, og selv om vi ikke vil kendes ved den eller omtaler den på anden vis, er den der alligevel. Vi må drikke for at overleve, og vores sjæle må drikke for leve.  Vi må finde vand både til krop og sjæl. Det første leverer det lokale vandværk, men hvad med det sidste?

Ja, hvad med det sidste? Hvem er leveringsdygtig i det? Hvem giver vand, som er mere end det rene vand? Evangeliet fortæller, at det gør alene Jesus Kristus, og det er derfor, vi hører om dengang, Jesus mødte en samaritansk kvinde ved brønden i Sykar. Kvinden, som i den sjette time gik ud for at hente vand, fik meget mere, end hun gik efter. Hun gik for at drage vand op af brønden, og hun mødte glædens kilde.

Det fatter kvinden imidlertid ikke lige med det samme, og det er ikke så mærkeligt. På en måde er det ligesom med gudstjenesten. Ved det første møde kan gudstjenesten virke fremmedartet og mærkelig, men efterhånden bliver det tydeligt, at vi i gudstjenesten møder vi den levende Gud. Ganske vist er Gud alle steder, men det er ikke alle steder, at Gud er der for os at se og høre, at trøstes og glædes ved. ”Hele skabningen er for så vidt Guds ydre maske” siger Luther, men i gudstjenesten, i ordet, i Jesus Kristus, og den dag ved brønden i Sykar smider han masken.

Først spørger Jesus kvinden om vand. Det undrer hende. Jesus var jo jøde og hun samaritaner, og jøderne regnede ikke samaritanerne. Selv om samaritanerne betragtede sig selv som jøder, blev de af jøderne snarest anset for hedningerne, som dyrkede en forvansket og forkert version af jødedommen. Der kan komme ondt blod mellem folkeslag af så mange årsager, og før nogen tænker, at det var dengang i de gamle og fordomsfulde dage, kan vi spørge sig selv, om vi ikke kender til grupper, som vi ikke bryder os om? Måske med endog gode grunde.

Jesus beder trods religiøse og folkelige modsætninger den samaritanske kvinde om vand, men det viser sig snart, at det faktisk er ham, som har noget at give til kvinden. Brøden er dyb, og Jesus har ingen spand, men han har himmelord og levende vand. ”Den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv”.

Det er sød musik i kvindens øre, som stadig ikke har fattet, hvad Jesus mener. Måske ser hun indlagt vand for sit indre blik. Hvor herligt ville det ikke være at slippe for turene frem og tilbage til brønden?

Hun begynder egentlig først at forstå, at der er mere på spil end lettere vandforsyning, da Jesus viser sit kendskab til hendes private forhold: ”Du har haft fem mænd, og den, du har nu, er ikke din mand”. Kvinden er tilsyneladende gået fra mand til mand, men hun har ikke fundet vand. Ikke fundet levende vand, ikke fundet fred og ikke fået sine længsler opfyldt. Der er også nogle fortolkere, som mener, at der med mænd slet ikke tænkes på almindelige hankønsvæsener, men derimod forskellige afguder, således at kvindens folk nu befandt sig i det sjette gudsforhold. Afguder er der som bekendt nok af.

Uanset om evangeliet taler om mænd eller afguder, så viser det en rastløshed hos kvinden. En rasteplads er jo en hvileplads, men sådan en har hun ikke fundet, som det så er i hendes private liv eller som repræsentant for samaritanernes religiøse liv. Den samaritanske kvinde er ramt af det, man kunne kalde rastløshedens eller hvileløshedens forbandelse. Mennesker tørster efter glæde, fred og kærlighed, og bliver tørsten for stor, søger man nye kilder. Men vandet bliver også dovent og lunkent i de nye kilder, og måske tørrer det helt ud. Vi kan ikke leve uden vand, men hvad der er vand i dag, smager som sand i morgen eller en anden dag. Og rastløs gør troløs, for man kan ikke blive ved de gamle kilder, når vandet ikke er bedre, ikke mere klart, læskende og levende. Man må videre, væk fra det gamle og tørre. Derfor skiftes der partnere og religioner, mennesker og sandheder, men hvem kan i længden byde på en stadig forsyning af levende vand? Det overgår menneskers evner og muligheder, det overgår religionernes formåen og åndelighed, selv om man beruse sig så meget i nogen eller noget, at man glemmer det. Man kan drikke sig fuld i allehånde følelser og ideer, men der er kun en slags vand, som virkelig slukker tørsten. Det levende vand. Det liv, som Jesus Kristus giver enhver, som beder ham.

Det er alene Jesus Kristus, som virkelig kan fylde et menneske, kun ham, som kan stille alle længsler, kun ham, som kan give vores hjerter sand hvile. Det er en ødelæggende overbelastning, hvis vi forventer det fra andre og andet end ham. Et afguderi med verden og vores medmennesker, og vi bliver med garanti skuffede. Det kan nok vare længe, inden vi opdager, at vi har drukket gift og ikke levende vand, og en dag er det for sent. Endnu er der fri adgang til livets kilde, men på den gamle verdens sidste dag, bliver der lukket, ikke for det varme vand, men for det levende vand. Den dag, hvor ethvert menneske skal dømmes på sit forhold til Kristus. Drak vi det levende vand, eller fandt vi andre kilder og fyldte os med løgn og åndeligt brakvand?

Jesus vil give os det levende vand, han vil slukke vores tørst. Drikker vi almindeligt vand, skal vi snart have nyt vand, men i troen på Jesus kommer der en kilde i os, som vælder med vand til evigt liv. Det betyder ikke, at vi ikke kan tørste efter glæde og sandhed og kærlighed. Jeg tror ikke, der er noget menneske, som slipper for tørkeperioder i livet, og man kan føle, at livets kildevæld er sandet godt og grundig til. Dog ved vi, hvor kilden udspringer, nemlig i Jesus Kristus, og den, som holder fast ved ham, skal ikke dø af sjæletørst. Den, som holder fast i ham, drikker sig til evigt liv og en glæde større end denne verden. I Guds rige skal der ikke være mere tørst, der skal kun være trøst. Ingen ørken, kun en have, ingen tårer, kun fest, ingen død, kun liv.

I det lys kan vi se vores liv og vores medmennesker, ikke som kilder til det levende vand, men som små kilder til glæde, kærlighed og fornøjelse, men sommetider også kilder til skuffelse, ærgrelse og sorg. Vi skal ikke forlange og forvente af verden og mennesker, at de giver os, hvad de ikke har, men vi kan bekæmpe udtørring og bittert vand os imellem. Når hjertet hviler hos Kristus, får vi ro til at være, hvor vi er, bærer over og bærer frisk vand til hinanden. Gør rastløshed troløs, så gør roen trofast. Ikke den selvsikre, magelige ro, men den ro, som kommer af tro. Den ro, som kommer af, at der er en, som har fortalt os alt. Alt nok til vores frelse. Ham, som stod ved brønden i Sykar, og som i dag holder gudstjeneste med os.

”Til tørst - ikke til trøst” stod der på de gamle ølreklamer, men den, som drikker levende vand får virkelig trøst. Frelsermanden giver ingen tømmermænd, men kvinder og mænd, som tilbeder i ånd og sandhed såvel på verdens bjerge som det lollandske lavland.

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. Amen

Søndagens tekst

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:

Jesus kom da til en by i Samaria, der hed Sykar, i nærheden af det stykke jord, Jakob gav sin søn Josef. Dér var Jakobskilden.

Træt af vandringen satte Jesus sig så ved kilden; det var ved den sjette time.

En samaritansk kvinde kom for at hente vand. Jesus sagde til hende: »Giv mig noget at drikke.« Hans disciple var nemlig gået ind til byen for at købe mad.

Den samaritanske kvinde sagde til ham: »Hvordan kan du, en jøde, bede mig, en samaritansk kvinde, om noget at drikke?« – jøder vil nemlig ikke have med samaritanere at gøre.

Jesus svarede hende: »Hvis du kendte Guds gave og vidste, hvem det er, der siger til dig: Giv mig noget at drikke, så ville du have bedt ham, og han ville have givet dig levende vand.«

Kvinden sagde til ham: »Herre, du har ingen spand, og brønden er dyb; hvor får du så levende vand fra? Du er vel ikke større end vor fader Jakob, som gav os brønden og selv drak af den, ligesom hans sønner og hans kvæg?«

Jesus svarede hende: »Enhver, som drikker af dette vand, skal tørste igen. Men den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv.«

Kvinden sagde til ham: »Herre, giv mig det vand, så jeg ikke skal tørste og gå herud og hente vand.«

Han sagde til hende: »Gå hen og kald på din mand, og kom herud!«

Kvinden svarede: »Jeg har ingen mand.«

Jesus sagde til hende: »Du har ret, når du siger: Jeg har ingen mand; for du har haft fem mænd, og den, du har nu, er ikke din mand; dér sagde du noget sandt.«

Kvinden sagde til ham: »Herre, jeg ser, at du er en profet. Vore fædre har tilbedt Gud på dette bjerg, men I siger, at stedet, hvor man skal tilbede ham, er i Jerusalem.«

Jesus sagde til hende: »Tro mig, kvinde, der kommer en time, da det hverken er på dette bjerg eller i Jerusalem, I skal tilbede Faderen. I tilbeder det, I ikke kender; vi tilbeder det, vi kender, for frelsen kommer fra jøderne. Men der kommer en time, ja, den er nu, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. For det er sådanne tilbedere, Faderen vil have. Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed.«

Kvinden sagde til ham: »Jeg ved, at Messias skal komme« – det vil sige Kristus; »når han kommer, vil han fortælle os alt.«

Jesus sagde til hende: »Det er mig, den der taler til dig.«

Joh 4,5-26

 

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App