Ingen medalje

Bordtennisspilleren Michael Maze ærgrede sig efter sit VM-exit over, at han havde misset flere oplagte muligheder mod kinesiske Ma Long.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Ma Long hører til blandt de absolut bedste bordtennisspillere i verden. Det demonstrerede kineseren flere gange, da han i dag sendte Michael Maze ud af VM-turneringen i Yokohama, Japan. Ma Long var således stærkest i de afgørende dueller, da han spillede sig i semifinalen på bekostning af Maze med en sejr på 4-0.
- Jeg tabte til verdens bedste. Allerede inden VM begyndte, tippede jeg Ma Long som vinder, og det holder, sagde Michael Maze efter nederlaget, fortæller Ritzau.

Maze ærgrede sig især over, at han ikke var i stand til at vinde et af de tre sæt, som han var tæt på at vinde.

- Jeg følte, jeg havde chancen. Han virkede nervøs, men når man ikke kan gribe en af de tre chancer, man får, så kan man ikke vinde, forklarede danskeren.

Opgøret var særdeles tæt mellem de to kvartfinalister, og Ma Long måtte således kæmpe hårdt for at vinde de fire sæt. Maze, der var den eneste tilbageværende europæer i kvartfinalerne, kæmpede således for at vinde hver eneste bold, men danskeren måtte se sig besejret 10-12, 11-13, 7-11 og 9-11.

Specielt fjerde og afgørende sæt viste forskellen mellem de to, da Ma Long bagud 5-9 viste sin stærke psyke ved at vinde de sidste seks dueller og dermed kampen.


Nyhedsoverblik