Indbrudsgruppe drukner i sager

Vi skal hele tiden kunne manøvrere, og derfor varer det ikke længe, før afdelingen når et leje, hvor vi må ekspedere sager videre, men det er der en plan for. Sådan siger sektionsleder John Jakobsen mindre end en måned efter, at han begyndte som leder af Midt- og Vestsjællands Politis nyoprettede specialgruppe mod indbrud.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Politistationen i Ringsted har siden 1. marts huset de 12 mænd og kvinder i specialgruppen mod indbrud. Men selv om der kun knap er gået en måned, har gruppen så travlt, at det kniber med pladsen til alle sagsbunkerne på skrivebordene, skriver DAGBLADET Ringsted.

Der er da også nok sager at tage fat på. 5261 gange blev der anmeldt indbrud i private hjem i politikredsen sidste år. Det meget høje antal sager blev prioriteret for meget ned, men det bliver der nu ændret på, og derfor blev specialgruppen dannet.

Gruppen har overtaget ganske mange af de indbrudssager, der i forvejen har samlet støv ude hos lokalpolitiet. Samtidig skal gruppen arbejde med de nye indbrudssager fra private hjem. Og de kommer først som et led i planen mod bunkernes ophobning.

  - Vi skal have fat i de aktive indbrudstyve og få dem i fængsel, så de er ude af omløb. Kan vi få fat i dem, regner vi med, at vi får arbejdsro, forklarer John Jakobsen.

Hvis bunkerne af gamle sager fortsætter med støvsamlingen, er der i planen aftaler om, at specialgruppen arbejder med dem, så meget de kan nå, men derefter sendes de retur til de respektive lokalpolitiafdelinger, de kom fra.

John Jakobsen kan ikke forudse, hvornår det sker. Men han kan konstatere, at specialgruppen allerede har fået sat omkring 10 mistænkte indbrudstyve i arresten.


Nyhedsoverblik