IC4-kontrakten er kørt af sporet

Næsten 11 år efter aftalen om nye IC4-tog til Danmark blev indgået, er togene endnu ikke begyndt at køre.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Tiden er løbet fra DSB's IC4-tog, der måske aldrig kommer til at køre på de danske hovedstrækninger på tværs af landet.

41 af de 83 bestilte togsæt hos italienske Ansaldobreda er endnu ikke leveret og spørgsmålet er, om de nogensinde kommer.

Det var ellers med stor stolthed, at DSB for 11 år siden præsenterede aftalen til godt fem milliarder kroner. Men siden har utallige forsinkelser og fejl betydet, at de aldrig kommer i fast rutefart i Danmark.

De første IC4-tog skulle leveres i 2003 - men det stod allerede i 2002 klart, at de blev forsinket. I stedet lød meldingen på, at togene ville ankomme ved køreplansskiftet 2004/2005.

Det lykkedes heller ikke, og Ansaldobreda betalte derfor en bod på 250 millioner kroner til DSB, og lovede togene til april/maj 2006. Først i juni 2007 bliver de første fire IC4-tog imidlertid testkørt mellem Aarhus H og Lindholm.

Lugtgener fra togets udstødning betyder dog, at IC4-togene hurtigt tages ud af drift igen. I maj 2008 får Ansaldobreda 12 måneder til at få togene til at køre igen ellers vil DSB annullere kontrakten.

Men heller ikke denne gang lever Ansaldobreda op til løfterne. I stedet for at annullere kontrakten, indgår DSB og det italienske firma et forlig, hvor italienerne skal betale 2,25 milliarder kroner til DSB - der til gengæld selv vil gøre togene færdige.

I april 2010 begynder togene så at komme til Danmark og så småt at køre på de store strækninger.

Der er dog stadigvæk mangler, ligesom togene viser sig at være uegnede til store kufferter og ukomfortable til lange rejse. I starten af 2011 tages de igen ud af drift.

Nu vil DSB så ud af kontrakten med Ansaldobreda og ingen ved om og hvor de 42 IC4-togsæt, der allerede er i Danmark, kommer til at køre.

/ritzau/

2011-05-12T13:43:52+0200


Nyhedsoverblik