Hver anden har for højt kolesteroltal

Hver anden har et for højt indhold af kolesterol i blodet. Vi risikerer blandt andet at udvikle en hjertekarsygdom.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Lidt er godt, men meget er skidt. Kroppen er afhængig af kolesterol, men bliver koncentrationen for stor, kan det føre til åreforsnævring og øge risikoen for blodpropper.

Ifølge Hjerteforeningen har hver anden dansker et for højt kolesteroltal. Særligt skidt står det til i Region Sjælland, viser flere undersøgelser.

Mængden af kolesterol i blodet kan blive for højt eller forstyrret, hvis man spiser større mængder af mad, der indeholder mættet fedt.

Er man fysisk inaktiv eller arveligt disponeret, er risikoen for et kolesteroltal i den dårlige ende også stor.

Selvom et højt kolesteroltal kan ende med en blodprop, så spiller andre risikofaktorer ind, forklarer hjerteforeningen.

Det gælder rygning, et for højt blodtryk, alder, køn, motionsvaner og kost.

- Man kan aldrig se et kolesteroltal isoleret, så hver anden dansker skal ikke være urolig for helbredet og have medicin. Ofte er en livsstilsændring nok, siger Hanne Balle, sygeplejerske og projektleder hos hjerteforeningen i Region Sjælland.

Hun opfordrer borgerne til at få det tjekket, da man kan have et for højt kolesteroltal, uden mistanken melder sig.

- Og har ens forældre haft noget med hjertet eller diabetes, er det en særlig god ide at få det målt, forklarer Hanne Balle.   

I 2011 indløste godt 600.000 danskere mindst én recept på et lægemiddel mod forhøjet kolesteroltal, viser tal fra Statens Seruminstitut.


Nyhedsoverblik