Husene på Sjælland sælges i rekordfart

Flere steder i landet meldes der om rekordlave salgstider for huse. Det går især hurtigt for de sjællandske ejendomsmæglere.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Solgt.

Til salg-skiltene ryger hurtigere op af jorden foran de sjællandske huse. I hvert fald er salgstiden faldet med 2,3 procent i Region Sjælland, og dermed tog det kun 170 dage at finde en køber til et hus.

Sammen med Region Hovedstaden er det de hurtigste salgstider, Boligsiden.dk har målt. Og ikke siden 2010 har boligkøberne slået så hurtigt til, som de gør i øjeblikket.

De mange ejerlejligheder i hovedstaden sælges også med rekordfart.  

- Det kan være et udtryk for et marked, der ikke er mættet, og måske også en snert af desperation hos køberne, der ikke tør vente længere end højst nødvendigt med at slå til. Godt nok er udbuddet af ejerlejligheder højere end sidste år, men det er dog stadig markant lavere end for fem år siden, siger Birgit Daetz, kommunikationsdirektør for Boligsiden.dk.