Husejere vidner om irske fuphåndværkere på Sjælland

To fætre fra Irland udgav sig for at være håndværkere. Men de snød og truede deres kunder, lyder anklagen. Politikredse på Sjælland har advaret om fupmagere.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

50.000 kroner for at reparere en skorsten. 52.000 kroner for at lave en anden skorsten. Og 320.000 kroner for at fikse et hustag. Uden at røre en finger, vel at mærke.

To unge mænd fra Irland har indkasseret tusindvis af kroner fra husejere ved at tage betaling for arbejde, som de aldrig udførte.

Det mener anklagemyndigheden i hvert fald.

De tilsyneladende falske håndværkere har stemt dørklokker og givet tilbud i forstæder til København. De er fætre, er henholdsvis 18 og 24 år og er tiltalt for blandt andet bedrageri, afpresning og trusler.

Fik aldirg repareret sin skorsten

Mandag begynder en retssag mod dem ved Retten i Glostrup. Flere vidner ventes her at fortælle om deres oplevelser med det irske sjak.

Makkerparret slog første gang til mod en adresse i Søborg, lyder anklagen. Det skete i januar i år, hvor en beboer tog imod et tilbud om at få repareret sin skorsten.

Men den blev aldrig lavet, og 50.000 kroner var spildt.

Få dage senere udspillede sig en lignende situation hos en kvinde i Rødovre, der dog ikke ville punge ud til de irske fætre.

Hendes afvisning resulterede i trusler mod hende såvel som mod hendes hund og hus.

Reparere et tag for 320.000 kroner

I Glostrup i marts indgik de tvivlsomme håndværkere angiveligt en aftale med en boligejer om at reparere et tag for 320.000 kroner. Men taget kom ikke under kyndig behandling. Det blev slet ikke lavet, mener anklagemyndigheden.

En ny kunde blev hvervet i Brønshøj senere samme måned. For 52.000 kroner ville fætrene tage hånd om endnu en skorsten. Men aftalen med håndværkerne blev ifølge tiltalen en ubehagelig oplevelse for den udvalgte familie.

- Jeg er ligeglad med, om I er to eller otte. Hvis vi ikke får de penge af jer, kommer vi tilbage og ødelægger det tag, så det er værre end før.

Omtrent sådan lød svadaen fra den ene irske fætter til sønnen i huset i Brønshøj.

De tiltalte er ikke alene om at være omrejsende håndværkere. Politikredse både på Sjælland og i Jylland har advaret om udenlandske fupmagere, der opsøger boligejere med falske tilbud om reparationer.

De unge mænd i sagen fra Københavns omegn nægter sig begge skyldige.

/ritzau/


Nyhedsoverblik