Hurtigere behandling til kræftpatienter

Der er godt nyt på vej til kræftpatienter, som nu kan se frem til hurtigere behandling.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Er du én blandt de 5.500 personer i Region Sjælland, der hvert år rammes af kræft, så er der godt nyt. Ikke alene er sandsynligheden for at blive helbredt forbedret betragteligt de seneste år.

Sandsynligheden for, at du bliver diagnostiseret og behandlet hurtigt, er større end før. Det viser Sundhedsstyrelsens opgørelse over de såkaldte kræftpakke-forløb, skriver DAGBLADET Ringsted.

- Der går et stykke tid inden vi kan se resultatet af de indsatser, vi sætter i værk, men fokus på bedre koordinerede forløb, når patienten f.eks. udredes i Region Sjælland og skal behandles på Rigshospitalet eller Odense Universitetshospital er noget af det, vi allerede nu kan se gode resultater af, siger Vagn Bach til avisen.

Forsinkelser udfordrer

Han er lægefaglig direktør i Region Sjælland, og han glæder sig over, at der så hurtigt efter den første monitorering af samtlige kræftbehandlingsforløb kan påvises en fremgang.

- Det kan være tillokkende at sammenligne regionerne med hinanden. Men det er ikke konstruktivt. Vi kan i stedet bruge resultaterne fra monitoreringen af kræftbehandlingen til at se, at vi flytter os kvartal for kvartal, forklarer Vagn Bach.

- Vores udfordring er især, at patienterne oplever forsinkelser, når behandligen går fra ét sygehus til et andet - og når undersøgelser i den proces gentages for en sikkerheds skyld. De forsinkelser imødegår vi nu ved blandt andet at holde konferencer med de modtagende sygehuse og ved at ansætte forløbskoordinatorer lokalt, forklarer han.

Svært at trække paralleller

Han tilføjer, at det inden for visse kræftformer kan være utroligt svært at trække paralleller mellem de enkelte patientforløb. Dels fordi patienterne ofte har andre sygdomme end blot kræften, dels fordi antallet af patienter med lige netop dén kræftform er meget lille.

- Vi så det med tyk- og endetarmskræft, hvor vi ender med at skulle konkludere ud fra 7 patienter. Det giver ikke noget reelt billede af, om der er udfordringer med organiseringen af behandlingen, når vi er nødt til at gennemgå hver enkelt journal for at se, om der var andre forklaringer på behandlingstiden, konstaterer Vagn Bach.


Nyhedsoverblik