I forbindelse med den nye akutordning har Region Hovedstaden hentet børnelæger her i regionen, og det får nu 2 overlæger fra Næstved Sygehus til at råbe vagt i gevær.
Det skriver DR Sjælland på sin hjemmeside.
Aflyser hver dag
I et debatindlæg giver de 2 overlæger Lisbeth Hoffmann og Hristo Stantchev udtryk for deres bekymringer. De fortæller blandt andet, at de hver dag må overveje, hvilke undersøgelser de kan aflyse, fordi sygehuset i Næstved er voldsomt underbemandet med speciellæger.
- Der er ingen, der har interesse i, at vi går ned med flaget i Næstved, men det her kan simpelthen ikke fortsætte, pointerer Lisbeth Hoffmann.
- De mus, der bliver mast, når elefanterne slås, det er os læger her i Region Sjælland. Og vi må skrige, inden vi bliver helt mast, siger hun.
Jens Stenbæk (V), der er formand i Region Sjælland har nu bedt om en redegørelse, så han kan se, om der er en sammenhæng mellem eventuelle lægeopsigelser og Region Hovedstadens storindkøb af børnelæger.