Historisk strafhop for skydere i hjemmet

Straffen for at have et ulovlig skydevåben derhjemme er eksploderet med Folketingets bandepakke. I nogle tilfælde er straffen næsten 30-doblet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Timing er afgørende.

Sjældent har dette udsagn været så sandt som for to mænd, der begge er dømt for at have en 9mm-pistol liggende skarpladt på bopælen.

Den ene mand, en 42-årig mand fra Fjenneslev ved Sorø, blev anholdt i oktober sidste år og endte med en dom på to ugers fængsel for den ulovlige våbenbesiddelse.

Den anden blev anholdt knap otte måneder senere, men måtte sande, at straffen i mellemtiden var næsten 30-doblet, så han for den samme forbrydelse blev idømt 13 måneders fængsel.

Ingen af de to dømte mænd har relation til den igangværende bandekonflikt. Alligevel skal den markante forskel i strafmassen findes i den såkaldte bandepakke, hvor et flertal i Folketinget i en ruf har vedtaget en minimumstraf på et års fængsel for at ligge inde med et funktionsdygtigt skydevåben for at stække de bevæbnede rockere og bandemedlemmer.

Den politisk udmålte mindstestraf møder kritik fra både Den Danske Dommerforening og Landsforeningen af Forsvarsadvokater, og også professor i strafferet Gorm Toftegaard Nielsen melder sig i koret af kritikere.

- Minimumstraffen er ren populisme fra politikernes side. Man ville give indtryk af, at nu skal vi virkelig redde Danmark fra skydevåben ved at indføre minimumstraffen på et år, siger han og fortsætter:

- Det er ikke nødvendigvis, fordi straffen ikke skal forhøjes, men når man indfører et minimum på 12 måneder uden først at diskutere strafniveauet, så er det i mine øjne ren populisme.

Ifølge Gorm Toftegaards professorkollega på Københavns Universitet, Jørn Vestergaard, er stramningen uset i dansk strafferetshistorie.

- Jeg kan ikke komme i tanker om noget, der ligner. Med voldspakken vedtog man i sin tid også en kraftig skærpelse af straffen, men slet ikke så markant som det her, siger han.

Blandt de partier, der var med til at gennemtrumfe minimumstraffen, er Socialdemokraterne, og her afviser retsordfører Karen Hækkerup, at en 30-dobling af straffen er overdrevet.

- Der er jo ikke nogen, der tilfældigvis kommer til at ligge inde med en pistol. Vi vil ikke acceptere skarpladte pistoler, hverken på gaden eller i folks entré, og derfor står vi ved den strafskærpelse, siger hun.

Hos de Radikale ser retsordfører Lone Dybkjær anderledes på sagen.

- Vi er meget imod politisk indførte minimumstraffe, for det er jo ikke vores opgave at udmåle straffen. Dommerne skal dømme, men når der er en minimumstraf på et år, så fratager vi dem jo muligheden for at skønne i den enkelte sag, siger hun og erklærer sig enig i, at bandepakken på det punkt er "ren populisme".

Det nye strafniveau for ulovlig våbenbesiddelse trådte i kraft 15. juni.

/ritzau/


Nyhedsoverblik